Og siden har rygter floreret, at den 19-årige britiske popstjerne endelig er sprunget ud af skabet og offentliggjort, at han er til mænd.
Det var dog ikke sangeren selv, der havde skrevet beskeden. Nogen havde hacket sig ind på hans Twitter-profil. Og det fik først Joe McElderry op i det røde felt.
- Jeg var virkelig vred til at starte med, siger han til den engelske avis The Sun.
Men efter chokket havde lagt sig, indrømmer sangeren nu, at beskeden har fået ham til at indse sine sande følelser.
- Jeg fandt ud af, at beskeden nok ikke var så langt fra virkeligheden. Jeg tror, at episoden var en øjenåbner og fik mig til at indse, at jeg er homoseksuel, siger han til avisen.
Joe McElderry, der siden X Factor-succesen har ligget nummer 1 på de engelske hitlister med sangen "The Climb", er gentagne gange blevet spurgt af journalister og fans om piger og kærester. Og hver gang har Joe McElderry været meget tilbageholden. Det behøver han dog ikke længere. Nu er hemmeligheden ude af skabet, og han har også fortalt det til sin mor.
- Det var meget ubehageligt. Ikke fordi jeg er flov over det. Men jeg synes, det er underligt at diskutere den slags med min familie.
Simon Cowell, dommer og manden bag det populære tv-koncept, var den første, der ringede til Joe McElderry for at bakke ham op.
- Han sagde: Hej, det er Simon. Du ved, at jeg støtter dig 100 % i det, du gør. Det er fantastisk. Ring til mig, hvis du har brug for støtte. Vi er meget glade på dine vegne, fortæller Joe McElderry.






















