X Factor Linda Andrews er lykkelig for behandlingerne hos Bengt Valentino Andersen.

Frygten for ikke at være god nok, den store pludselige medieopmærksomhed og presset for at vinde var tæt på at koste Linda Andrews finalepladsen i sidste års X Factor. Men så mødte hun Bengt Valentino Andersen.

- Jeg havde hørt om ham, men vidste ikke helt, hvad jeg skulle tro om hans metoder. Han masserer og trykker på bestemte steder på kroppen, hvilket løsner op i gamle spændinger og frygt, der sidder fast i kroppen. Da han trykkede et bestemt sted på mit lår, følte jeg det som om, nogen forgreb sig på mig, fordi der sad en frygt gemt netop dér, siger Linda Andrews om behandlingen.

Da hun meldte sig til X Factor, havde hun regnet med, at hun deltog i en sangkonkurrence, hvor hun kunne koncentrere sig om sin stemme. Det viste sig dog, at det var det mindste problem. Det store fokus på hende satte sig i kroppen, der havde brug for at blive løsnet op. I alt tre behandlinger blev det til.

- Han gjorde mig i stand til at møde verden uden frygt. Der er ikke noget hokuspokus i det. Det handler om at løsne op i kroppen. Den husker alle de ting, man har været igennem, så selv om man tror, man har bearbejdet det, så sidder det stadig i kroppen, siger Linda Andrews.

X Factor-holdet havde via produktionsselskabet en aftale med Bengt Valentino Andersen om, at man kunne komme til krisebehandling hos den travle behandler. For Lindas vedkommende gik der blot to dage, før hun lå på briksen. Siden da har hun været der jævnligt.

- Man bliver helt afhængig af den forløsning, det giver. Man føler sig 10 kg lettere, når man går ud derfra. Det frigiver alle de følelser, man går rundt med, siger Linda Andrews.

Derfor fortsætter hun behandlingen hos guruen.

- Jeg bruger det som en forebyggende investering i mig selv, siger Linda Andrews.

- Jeg er så glad for, at det findes. Man bliver virkelig lykkelig af det, siger hun.