Whitney Houston og Bobby Browns 18-årige datter, Bobbi Kristina Brown, er blevet hasteindlagt på Cedears-Sinai Hospital i Los Angeles. Det oplyser flere amerikanske medier.

Beverly Hills politi bekræfter over for tv-stationen KCBS, at Bobbi Kristina Brown blev transporteret til hospitalet klokken 10:26 lokal tid. Hun bliver ifølge politiet behandlet for et angstanfald, som hun fik på stedet, hvor hendes mor døde.

Det toneangivende gossip-site TMZ bringer et billede af Bobbi Kristina Brown der bliver bragt ud af hotellet Beverly Hilton på en båre. Beverly Hilton er det hotel, hvor Whitney Houston blev fundet død i badekar.

Det er ifølge TMZ anden gang på et døgn, Bobbi Kristina Brown bliver indlagt. Første gang var kort tid efter moderens død, hvor hun blev indlagt, fordi hun var hysterisk og udmattet.



Bobbi Kristina Brown fik i går et raserianfald på det selvsamme hotel, da hun blev nægtet adgang til sin afdøde mor.

Hun er det eneste barn af Whitney Houston og Bobby Brown, der blev gift i 1992 og skilt i 2007.

Bobbi Kristina Brown er vokset op i en familie, hvor hårde stoffer og alkohol er lige så almindeligt som spaghetti og kødsovs. Trods moderens åbenlyse forfald, er hun et forbillede for datteren. De to har flere gange optrådt og indspillet musik sammen. 

Sidste år bragte det amerikanske sladderblad The National Enquirer billeder af Bobbi Kristina Brown, hvor hun sniffer kokain ved to forskellige fester. Billederne var taget af hendes eks-kæreste, der fortalte bladet, at Bobbi er afhængig af kokain, og at han havde forsøgt at få Whitney til at gribe ind.

- Jeg har prøvet at stoppe hende, men det eneste hun siger er, 'jeg er lige som min mor', fortalte ekskæresten til The National Enquirer.

Bobbi Kristina Brown har selv afvist historien og sagt, at ekskæresten har opfundet historien for at tjene penge.