Gaderne omkring kirken vil blive spærret af. Politiet vil holde vagt. Og fans vil blive holdt på mindst én kilometers afstand af Whitney Houstons begravelse i dag.

Til gengæld vil Houston-familien og andre special-indbudte gæster gnubbe albuer med kendisser som Kevin Costner, Aretha Franklin og Alicia Keys.

Med moderen Cissy i spidsen har Whitney Houstons familie bedt alle fans og interesserede om at blive hjemme og se begravelsen på tv. De ønsker nemlig at sige farvel til deres mor, datter og nære ven Whitney Houston i private rammer.

Men helt privat og helt almindeligt bliver det selvfølgelig ikke.

Således skal både Aretha Franklin, Stevie Wonder, Alicia Keys, samt Whitneys tante Dionne Warwick synge ved den tv-transmitterede begravelse, der finder sted i dag klokken 18 dansk tid i New Hope Baptist Church i Whitneys hjemby Newark i staten New Jersey.

Stjernevrimmel

Og blandt gæsterne er kæresten Ray J, dennes søster Brandy og borgerrettighedsforekæmperen Jesse Jackson. Det skriver BBC og NBC New York.

Kevin Costner, der spillede sammen med popdivaen i Whitneys gennembrudsfilm 'The Bodyguard', vil holde en tale ved begravelsen. Og det vil hendes musikalske mentor, Clive Davis, også.

Det var Clive Davis, der tidligt i 80erne opdagede pigen med den gyldne stemme. Han gav Whitney pladekontrakten, der gjorde den kønne pige fra Newark til mangemillionær.

Og det var også Clive Davis, der var ved at kridte banen op til et comeback, da Whitney natten til søndag dansk tid blev fundet livløs i sit badekar i Beverly Hilton Hotel i Beverly Hills.

Bobby kommer også

Blandt de andre kendis-gæster til begravelsen er produceren L.A. Reid, der er kendt fra den amerikanske udgave af X Factor og sangerinderne Valerie Simpson og Chaka Khan.

De to sangstjerner hhv. komponerede og indsang den originale udgave af Whitneyhittet 'I'm every woman'. Men det er ikke alle, der er lige velkomne.

Således har der været rygter om, at Whitneys tidligere mand var blevet forment adgang til begravelsen. Familien mener, at det var Bobby Browns skyld, at Whitney blev narkoman. Men en talsperson for den mandlige sanger har udtalt til NBC News, at blackliste-rygterne ikke er sande.

Således vil Bobby Brown deltage. Og i kirken vil han siddet helt oppe foran sammen med sit og Whitneys barn, datteren Bobbi Kristina.

Men i modsætning til de fleste andre begravelsesgæster smutter Bobby tidligt.

Lørdag aften skal han nemlig give koncert med sit gamle band 'New Edition'.