Det er i bund og grund vanvittigt! For et halvt år siden havde jeg aldrig prøvet at cykle over 50 kilometer. Om små to uger skal jeg forsøge at kæmpe mig fra København til Paris på en uge. 1.400 km på cykel.
Hvad pokker har jeg gang i? Svaret er jo egentlig ret simpelt. Jeg er kommet til at sige ja til at være en del af Team Rynkebys København-hold.
Det hele begyndte i slutningen af november 2010, da jeg af en rigtig god ven blev spurgt, om ikke jeg havde lyst til at køre med.
- Det går ikke, Henriette. Jeg er både for gammel og for utrænet, lød mit spontane svar, men da min absolut bedre halvdel, alias fru Werge, så lige følte trang til at tilføje, ’at jeg i øvrigt også var alt for fed til at kunne gennemføre sådan en tur’, rejste der sig en veritabel trodsreaktion i min tidligere sportskrop.
- Henriette, jeg har sgu lige ombestemt mig. Jeg er med.
Rekonstruktion af kroppen
Hen over vinteren var vi en del fra København-holdet, der troppede op til fælles spinning hos Fitness Worldi Ballerup.
Samme sted fik jeg etableret kontakt til et par eksperter udi at rekonstruere fallerede menneskekroppe. Rikke kunne sagtens få øje på, at min kondi vist ikke lige var til at nå Paris på en uge, så det skulle forbedres. Sagt på godt dansk: Der skulle simpelthen smides en masse kilo. Imens Peter, en yngre og faretruende muskuløs ung mand, fik til opgave at genopbygge den muskulatur, der jo har det med at svigte én, hvis ikke man passer på.
Siden marts har træningen så også inkluderet masser af pedaltramp. Nogle gange mutters alene, andre gange på fællestur med Rynkeby-holdet, hvor man ikke bare opbygger cykelformen, men også etablerer den der fede fornemmelse af at være en del af et godt og velfungerende team
Slut med den gumpetunge
Før marts havde jeg aldrig siddet på en racer. I dag kommer jeg aldrig til at køre på andet. Bevares, man skal lige lære, at man jo er klikket fast til pedalerne og virkelig skal koncentrere sig om ikke at tilte, når man eksempelvis skal holde for rødt lys.
Men når man først har nogenlunde styr på det og fornemmet, hvor få kræfter man bruger på en rigtig cykel, hvor herligt det er at trille på tynde dæk, hvilken fart man kan skyde både op og ned ad bakker, så gider man ærlig talt ikke bruge den rustne og gumpetunge city-bike længere. Det svarer vel til, at man ikke tænder på en Kia Picanto, når man først har sat sig bag rattet i en lækker VW Passat.
Siddesår og stiv nakke
Men lad nu gaspedalen hvile. Det her er jo et spørgsmål om at ramme Eiffeltårnet på cykel, at drøne ind på Champs-Élysées et par døgn før Contador og Tour de France-feltet.
Lige nu – små to uger før startskuddet lyder inde på Rådhuspladsen – tror jeg på sagen. Og jeg tror i dén grad på selve projektet. Samtlige 13 Team Rynkeby-hold kører nemlig millioner ind til Børnecancerfonden, og det er jo ikke så skidt endda.
Måske det er dét, man skal sidde og hygge sig over, når man på vej mod Paris, udstyret med siddesår, stiv nakke, dårlige ben, ondt i ryggen og andre skavanker, måske ligefrem forfalder til selvmedlidenhed og tudefjæs.
PS: Hvor mange kilo jeg har tabt? Det fortæller jeg muligvis i den næste klumme i B.T.
