Den populære sanger fortæller i ny bog om den personlige krise, der ramte ham, mens karrieren var på sit allerhøjste.

Da Wafande i 2011 bragede igennem på den danske musikscene med hittet ’Gi’ mig et smil’, begyndte samtidig en lang, personlig nedtur.

I sin nye bog ’Se mig i dag’, der udkommer den 31. maj, ser den 34-årige sanger tilbage på op og nedture og fortæller ærligt i et kapitel om et par mørke år, hvor mødet med et barndomstraume blev et vendepunkt.

Først kunne han ikke styre sin succes økonomisk. 2012 blev én lang bytur for Wafande, der nemt kunne fyre 20.000 kroner af på en aften. Rekorden lød på 70.000, fortæller han, og her blev pengene brugt på en stripklub lige efter et brud med en kæreste.

»Der var jeg bare sådan: Fuck verden, fuck det hele. Jeg havde liget fået KODA-penge. Men 70.000… Den fortryder man lidt dagen efter, når man vågner med tømmermænd og kigger på sin konto.«

Han vågnede konstant op med moralske tømmermænd og led af stress og åndenød over den pludselige succes og de mange jobs, det medførte.

En dag sad han med en kammerat og talte om sin barndom, og så brød han helt sammen. Han kom i tanke om en episode, da han ni år gammel fløj alene til Tanzania for at besøge sin far, der havde forladt familien et år forinden.

»Da jeg landede i lufthavnen i Dar es Salaam, var han der ikke. I stedet blev jeg hentet af 10 mennesker, jeg aldrig havde mødt før. Jeg blev smidt ind i en firhjulstrækker og kørt til et hus, hvor jeg blev låst inde. Little white boy stuck i et værelse, og jeg fattede ingenting,« fortæller Wafande, der sad i huset i to uger, før han så sin far.

»Han havde siddet i fængsel. Han havde kørt madrationer i en nødhjælpsvogn til Rwanda, hvor der var borgerkrig. De havde taget en blaffer op som viste sig at være en, der var flygtet fra et eller andet sted, og da de blev stoppet ved grænsen til Rwanda, røg de alle sammen i spjældet.«

Wafandes far havde siddet på dødsgangen. Han skulle henrettes, men blev reddet i sidste øjeblik, da en dansk journalist tilfældigvis besøgte fængslet for at lede efter forsvundne danske pressefolk.

Mindet sendte Wafande til tælling, og han eskalerede sine vilde drukture, indtil han en dag tog sig sammen og opsøgte en terapeut, der fik ham på andre tanker.

»Under samtalerne blev det klart for mig, at jeg gerne ville musikken resten af mit liv. Jeg havde ikke lyst til at ende som en af de musikere, der kradsede af i deres gyldne ungdom af misbrug, depression og for meget fest.«

Siden har Wafande skåret kraftigt ned på røg og alkohol og i perioder holdt helt pause. I dag er han ovenpå igen og har fået sig en sød kæreste, som han håber en dag at kunne stifte familie med.

Wafandes nye bog udkommer den 31. maj.
Wafandes nye bog udkommer den 31. maj.
Vis mere