Når Thomas Vinterberg i morgen aften skrider op ad den røde løber i Cannes til gallaforevisning af hans kommende filmdrama, er det med et lille skilt i lommen.

- Keep calm and carry on. Det var det, englænderne sagde til hinanden under krigen. Det var mit mantra, da jeg lavede ’Jagten’. Og det bliver det også i Cannes.

Thomas Vinterberg smiler, mens han hiver det lille kort op af lommen.

Det er 14 år siden, han var der sidst, og dengang fattede han ikke en bjælde.

- Sidst var jeg helt paf, og derfor ikke rigtigt til stede. Jeg var glad og stolt, men jeg forstod ikke rigtigt, hvad det gik ud på, indrømmer han uden at blinke.

- Denne gang er planen at have det sjovt, mens vi er der, og så ellers glemme det igen forholdsvis hurtigt, siger Vinterberg med reference til kortet, som han gemmer tæt ved hjertet i venstre inderlomme.

Der er løbet mange meter film gennem Vinterbergs kamera siden sidst. Og mange tanker gennem instruktørens hoved.

Dengang hed filmen ’Festen’, og det var præcis, hvad det var.

Vandt juryens specialpris i 1998


I 1998 tog han hjem med Cannes-juryens specialpris, til et enormt kommercielt og kunstnerisk gennembrud, der bragte hans film rundt i hele verden. Også som teaterstykke.

Dogme-feberen rasede, og dansk film satte den internationale dagsorden.

Siden har han kæmpet for at finde en anden vej - og nye udfordringer.

- Med ’Festen’ gennemførte jeg et projekt 100 pct. Jeg var gået hele vejen, og havde oven i købet fået kæmpe succes. Det jeg stod for, og alt det jeg elsker ved at lave film, var overstået. Jeg kunne ikke komme længere. Så jeg var tvunget til at finde en anden vej, siger Vinterberg, der fylder 43 år i dag.

Den anden vej har han ledt efter og afprøvet, siden han blev dansk films wonderboy i 1998. Med film som ’Its All About Love’, ’Dear Wendy’, ’En mand kommer hjem’ og ’Submarino’.

Og nu er han tilbage i Cannes for første gang i 14 år. Med dramaet ’Jagten’ der er udtaget til hovedkonkurrencen om De Gyldne Palmer ved verdens vigtigste filmfest.

- Jeg havde ikke regnet med, at vi ville komme med. Men jeg kan godt afsløre, at vi er gået efter det, siger Thomas Vinterberg.

- Da Tobias Lindholm og jeg skrev filmen, satte vi os det klare mål, at den skulle have et vist kunstnerisk niveau, som ville kunne gøre sig på Cannes. Så vi er ikke snublet hen over linjen med denne her. Som det var med ’Festen’.

Vinterbergs thriller ’Jagten’ er et kontroversielt drama, der umiddelbart handler om en fraskilt skolelærer, der pludselig rammes af rygter om seksuelle overgreb. Og så går jagten ellers ind.

- Det er en klassisk heksejagt - i vor tid, og den undersøger blandt andet den konvention, at børn ikke lyver. Men det gør de. Og i filmen er det børnene, der bringer manden i fedtefadet.

- Det er dybt fascinerende med børn, der lyver for at gøre deres forældre glade, eller for at stille en pædagog tilfreds. Det begynder som en uskyldig lille løgn, og den får så lov at eksplodere, siger Vinterberg, der har researchet på en række virkelige sager om påståede seksuelle overgreb.

- Der findes en række horrible sager, hvor børn beskriver grufuldheder. For eksempel 18 børn i en norsk institution, der bliver forhørt af politiet, og kommer op med samme detaljerede forklaring om kutteklædte mænd i en kælder, hvor de endda kan beskrive farven på væggen. Da politiet så ransager huset, hvor overgrebene skal have fundet sted, er der ikke nogen kælder! Der er simpelthen opstået en kollektiv fantasi, fortæller Vinterberg, der mener at børnene også er en slags ofre i hans nye film.

Børnene ofres igen


- Børnene bliver ofre igen. Ligesom i ’Festen’. Det her er bare på en anden måde. Når de bliver spurgt om det samme tre gange, så bliver det langsomt til virkelighed i deres hoveder. Når mor begynder at græde, og far kommer op at slås med sin ven, børnene bliver undersøgt og en mand kommer i fængsel, så er de pludselig ofre for en fuldbyrdet fantasi, der udspiller sig foran dem. Og de vokser op med den følelsesmæssige erindring indeni. Og får lige så store seksuelle og følelsesmæssige problemer, som dem der har været udsat for virkelige overgreb.

Men der er også et helt andet perspektiv i filmen, afslører instruktøren:

- For mig handler den også om et uskyldstab. Jeg er vokset op i halvfjerdserne blandt kønsdele i et kollektiv. Og det var fuldstændig uskyldigt. Der var sgu ikke nogen, der blev misbrugt i nærheden af mig. I starten af den nye film er der en scene med en sø og en masse nøgne mænd, der hopper rundt, ligesom dengang jeg selv var barn. Den slags findes bare ikke mere. Vi kan ikke mere gå rundt sådan blandt børn, og det er i virkeligheden vildt uhyggeligt.

Du mener, vi har mistet vores naturlighed?

- Ja, det er meget rigtigt. Skandinavien var kendt for sin naturlighed engang. Og det er kun 8-10 år siden, man lå topløs i parkerne. Der er kommet en meget større ængstelse og tilknappethed samtidig med, at der er kommet en barsk forråelse af det seksuelle marked. Det uskyldstab er også en del af temaet i denne her film, siger Vinterberg, der tager til Cannes med børn i tankerne på mere end én måde.

Hans kone Helene Reingaard Neumann er højgravid, og parret venter deres første barn sammen. (Vinterberg har to piger fra et tidligere ægteskab). En ’premiere’ som den 43-årige instruktør betragter som mindst lige så vigtig som den i Cannes.

- Hun har termin 27. maj og har besluttet sig for at blive hjemme. Hun må ikke flyve, og 18 timer i tog ville blive for voldsomt. Så jeg tager til Cannes, men er klar til at tage hjem igen - anytime. De fleste førstegangsfødende er gennemsnitligt 12 timer om at føde, og som regel går de over deres termin. Så vi er nervøse, men ikke hasarderet nervøse, smiler Thomas Vinterberg, måske med tanke på det beroligende kort i inderlommen.

Ved du, hvilket køn det bliver?

- Ja, siger en smilende Vinterberg.

Betyder det noget særligt, hvis det bliver en dreng?


- Ja, det bliver en helt ny og spændende oplevelse. Under alle omstændigheder så smutter jeg rimelig hurtigt hjem igen. For der er ting, der er vigtigere end Cannes. For eksempel små babyer.