Hun overraskede alt og alle, da hun i efteråret stillede op i TV2s 'Vild med dans'. For ingen havde troet, at den lidt klumpedumpeagtige og noget maskuline tidligere SF'ere og sundhedsminister Astrid Krag kunne forvandle sig til en elegant danser.

Og nu overrasker den bundsolide socialdemokratiske jyde igen.

På Instagram har Astrid Krag netop offenliggjort et helt nyt billede af sig selv, hvor man faktisk næsten ikke kan genkende politikeren.

Da Astrid Krag tog de første spæde og meget usikre dansetrin i eftersommeren sidste år, havde hun heller ikke selv regnet med, at hun ville gennemgå en så markant forandring.

Men det var præcis, hvad hun gjorde fredag efter fredag for øjnene af seerne. Under Thomas Evers kyndige undervisning, der bragte parret frem til en trejde-plads i danseprogrammet, raslede kiloene af politikeren som tøsne falder fra et tag. Alt i alt blev det til et vægttab på 10 kilo i løbet af de 11 programmer, som hun medvirkede i.

»Vi tog faktisk mål på mig, da jeg begyndte i 'Vild med dans' og da jeg sluttede igen. Der havde jeg tabt fire centimeter om hver overarm,« lyder det fra en glad Astrid Krag.

Og nu er forvandlingen blevet endnu mere markant. For politikeren, der også er mor til to børn i børnehavealderen, var nemlig godt klar over, at hvis hendes vægttab og forvandlede ydre skulle bevares, da 'Vild med dans' sluttede, måtte hun selv gøre noget. Aktivt.

Det har hun gjort. Hun har hyret en personlig træner, der tre gange om ugen hegler, som i virkelig hegler toppolitikeren igennem.

»Jeg er selv helt overrasket over, jeg kan se så lækker ud som mor til to børn, men det kan faktisk ikke ses på vægten, fordi jeg har lært at løfte vægte af min træner. Og fordi muskler jo vejer mere end fedt, så har min vægt ikke ændret sig siden 'Vild med dans', » fortæller Astrid Krag til bt.dk.

Men det har hun i omfang. Hvilket kan ses helt bogstaveligt, selv om Astrid Krag til sin egen ærgelse ikke har fået taget mål, så hun løbende kunne se, hvor meget hun er skrumpet i omfang. Men det kan hun tilgengæld mærke, når der skal købes tøj. For før 'Vild med dans' var det tøj i størrelse 40 og 42, som politikeren kunne passe.

»Nu går jeg i størrelse 36, det er ret vildt, » fortæller hun glad.

»Jeg kan mærke og virkelig se, at jeg har fået en anderledes og virkelig stærk krop,« fortæller hun  og er yderst tilfreds med at hendes træner hegler hende igennem tre gange om ugen med kettlebelts og vægtløftning i friløft.