Vild med dans-værtinde elsker sin søn og hans medfødte læbe- og ganespalte, men hun indrømmer, at det tog tid for hende at nå frem til den erkendelse. 

Da Sarah Grünewald i marts blev mor for første gang, ville hun ikke have sin lille nyfødte dreng op til sig lige efter fødslen. Hendes søn var nemlig blevet født med en dobbelt læbespalte og en ganespalte, og derfor frygtede den kendte tv-vært at se sin søn for første gang.

Det fortæller hun i et interview med Vores Børn, og understreger, at det er noget, hun fortryder nu. Hun indrømmer også, at det tog tid for hende at acceptere, at hendes søn ikke var perfekt.

Da hun på et tidspunkt skulle ind i Rigshospitalets kiosk, lagde hun en lille bamse hen foran hans ansigt, så ingen kunne se hans spalte gennem den gennemsigtige vugge.

»Jeg var så flov over at gøre det. Men samtidig var jeg bare bange for, at når nogen så ham og sagde ’ej, hvor er han fin’, så mente de det ikke. Vi lever i denne her perfekte verden, og jeg har selv været model, hvor det hele er så fokuseret på det fysiske. Jeg var bange for, at folk ville tænke ’ha ha, så har fine Sarah og fine Rasmus fået sådan en grim dreng’. Jeg er flov over, at jeg ikke var mere stolt af at skulle vise ham frem,« siger hun til magasinet.

I dag er både hun og hendes mand, Rasmus Backhaus, helt forgabte i deres søn. Og det selvom læbespalten blev opereret væk her i august.

Se Sarah Grünewald med lille Luis: