Det er ikke kun dans, 29-årige Silas Holst er vild med. Han er også vild med skuespiller- og dansekollegaen Johannes Nymark, 26. Kærligheden mellem de to er så stor, at de har besluttet sig for at tage det ultimative skridt: De skal giftes. Det erfarer BT.
For Silas Holst er bryllupsplanerne et meget privat område, som han ikke rigtig har lyst til at tale om. Men direkte adspurgt løfter han alligevel sløret for, at venner og familie meget vel snart kan forvente en helt særlig indbydelse.
- Det er et meget privat spørgsmål, føler jeg. Men jeg kan sige så meget, at jeg er en meget lykkelig mand. Det kan du roligt skrive, siger han hemmelighedsfuldt, mens et stort smil breder sig i hans ansigt.
Brylluppet kommer til at stå i det nye år. Selv om lovgivningen netop er blevet ændret, så mennesker af samme køn nu også kan blive gift i kirken, så har de to ingen planer om, at deres store dag skal foregå i der, erfarer BT.
Kold luft i begyndelsen
Silas Holst og Johannes Nymark har kendt hinanden i flere år, men har ’kun’ været kærester siden sommeren 2010, hvor de mødte hinanden til en forestilling på Det Ny Teater. Johannes Nymark har tidligere fortalt til BT, at det ikke ligefrem var kærlighed ved første blik.
- Vi snakkede ikke sammen. Der gik noget tid, og i lang tid brød vi os jo slet ikke rigtig om hinanden. Jeg tror, vi begge to fylder lidt meget, hvis vi er ude. Vi har meget energi, og til at begynde med clashede det måske bare lidt.
Skæbnen ville dog, at de to kort tid efter mødtes igen i byen. Tilfældigt. Siden har de været kærester.
Johannes er ikke i tvivl om, hvad én af de væsentligste grunde er til, at forholdet mellem de to fungerer så godt, at de nu bliver lovformligt gift.
- Det er en kæmpefordel, at vi laver det samme. Når jeg kommer hjem i aften klokken 23 og er fuldstændig smadret efter en 12-timers arbejdsdag, så ved han, hvad det handler om, og det er okay, at jeg bare falder om på sofaen og ikke kan noget som helst.
Frygtede familiens reaktion
- Vi var sammen i fire måneder. Det var ikke svært for mig at få pigekærester. Men i bund og grund vidste jeg, hvad jeg var til.
Lavt selvværd i de unge år var dog med til at forsinke ’springet’. Han kæmpede derimod med at overbevise sig selv om, at han som de fleste andre også var til det modsatte køn.
- Jeg følte mig i forvejen lidt udenfor, gik med briller og var lidt tykkere end de andre, så jeg orkede ikke at tage skridtet – at fortælle jeg var homoseksuel. Det var et desperat forsøg på at overbevise mig selv og andre om, at jeg var til piger.
Da han endelig tog springet, var han specielt bange for, hvordan familien ville reagere. Men den frygt skulle vise sig at være helt og aldeles ubegrundet.
- Det var først i gymnasiet, jeg følte mig mere sikker, og jeg sprang ud i sommerferien inden 3.g. Jeg var nervøs og frygtede at hele familien ville vende mig ryggen. En stor sag i mit eget hoved, men ikke så stor i andres. Jeg havde fået mig en kæreste og tænkte, nu gør jeg det sgu og fortalte min familie om det. De sagde: ’Det har vi vidst i lang tid.’ Min mor sagde endda, at hun havde vidst det, siden jeg var fem år. Hun havde et billede printet på nethinden af, at vi var på ferie, og jeg rendte rundt i et par små, lilla badebukser og lignede én, der ville blive homoseksuel som stor. Det var o.k. Det blev ikke negligeret eller hyldet. Det var bare sådan en normal ting.
