Fritz Schur fejrede i weekenden sin 60-års fødselsdag. Musikken blev leveret live af Elton John, Medina og Sanne Salomonsen og på gæstelisten var blandet andet dronningen.

Gourmet-mad, dyre vine og underholdning i verdensklasse. Der blev ikke sparet på noget som helst, da Dong Energys bestyrelses­formand Fritz Schur i weekenden inviterede til 60-års fødselsdag.

Omkring 400 af Fritz Schurs nærmeste venner, heriblandt dronning Margrethe og prins Henrik, var på gæstelisten lørdag aften, da dørene åbnedes i Falkonér på Frederiksberg. Den danske milliardær tog imod sine gæster på den røde løber iført smoking, spejlblanke sko og en perfekt siddende butterfly.

Og selvom Fritz Schur de seneste måneder primært har figureret i medierne på grund af fyringen af den administrerende direktør Anders Eldrup, fordi denne skulle have ødslet med firmaets penge, så er der tilsyneladende en noget anden tolerance i Schurs private budget.

Store dele af den danske musikscene var nemlig hyret til at spille for gæsterne mellem retterne i løbet af aftenen. Det fortæller den danske skuespiller Per Pallesen, der var en af de mange inviterede.

Underholdning i topklasse

- Der var en fantastisk stemning hele aftenen - blandt andet på grund af den dejlige underholdning. Der var jo alt, fra Linie 3 og Medina til Sanne Salomonsen og Thomas Helmig, fortæller Per Pallesen dagen derpå.

Aftenens højdepunkt var dog uden tvivl den engelske sanger, sangskriver og pianist, Elton John, der optrådte midt på aftenen.

Den berømte musiker sad ved sit store flygel på scenen med spotlyset rettet mod flygelet, mens to store skærme viste nærbilleder af verdensstjernen, så selv de, der sad bagest i salen, kunne følge med i hvad der foregik.

- Det er jo altid en stor oplevelse at se en mand som Elton John. Det er en verdensstjerne, som man pludselig får helt tæt på, fortæller en imponeret Per Pallesen til BT.

Et gilde til 15 millioner

Den tidligere fodboldspiller Harald Nielsen var blandt gæsterne ved lørdagens arrangement. Også her gik Elton John rent ind.

- Det var jo en helt fantastisk fest - og uden tvivl årets største. Det var en stor oplevelse at høre Elton John, men der var også mange andre store oplevelser i løbet af aftenen, fortæller Harald Nielsen.

Men for at kunne imponere sine gæster har Fritz Schur da også været nødt til at gribe dybt i lommerne. Ifølge hjemmesiden Starlounge.dk har han måttet punge ud med ikke mindre end to millioner kroner for de 50 minutter, som koncerten med Elton John varede. I alt menes festen at have kostet Fritz Schur i omegnen af 15 millioner kroner. Men så gik alle gæsterne til gengæld også hjem med et smil på læben, da festen sluttede ved tretiden natten til søndag.

- Alt forløb, som det skulle. Det hele var tilrettelagt ned til mindste detalje, og det klappede bare. Der var god mad og fantastiske vine, og da der kom musik på scenen, sprang folk op og dansede med det samme. Det var simpelthen en fantastisk aften, lyder dommen fra Per Pallesen, der blandt andet ses jævnligt med Fritz Schur i deres lille private vinklub.

Ingen fødselsdagsgaver

Det var dog de færreste, der faktisk havde gaver med til den stenrige bestyrelsesformand.

Gaverne fik han nemlig i november måned sidste år, da han i virkeligheden fyldte 60 år. Men selvom man har millioner på kontoen kan man altså ikke ændre noget ved det kedelige danske vejr, der som regel hærger i november måned, og derfor var festen flyttet til juni måned i stedet.

- Nu har jeg fejret fødselsdag 59 gange i dårligt vejr. Jeg syntes, at den 60. skulle være anderledes, så jeg har skrevet til familie, venner og bekendte og sagt, at vi holder fest til foråret i stedet for, sagde Fritz Schur dengang til Berlingske.