Videoer der gik verden rundt

En vovehals, trængende måger, maveplaskere, kærlighed og selvfølgelig ’Gangnam style’ - her er de nominerede til ’Årets YouTube-video’

Hvis et billede siger mere end tusind ord, hvad siger en video så?

Video på nettet er eksploderet over de seneste år, og på websider som eksempelvis YouTube går det ekstremt hurtigt. Hvert eneste minut bliver der uploadet 60 timers video på verdensplan, hvilket svaret til en times video i sekundet. Hver eneste dag bliver der set over fire milliarder videoer på YouTube.

YouTube blev stiftet i 2005 og er en gigantisk spiller på markedet. Helt almindelige brugere kan uploade hjemmevideoer, og musikstjerner kan vise deres nyeste videoer.

Viralt hit

En YouTube-video kan sprede sig med lynets hast. Bliver den et viralt hit - altså noget mange taler om - kan en video gå fra få visninger til millioner af visninger på få dage.

Bliver en video et viralt hit, spreder den sig ofte på sociale netværk som Facebook og Twitter, hvor endnu flere personer får øjnene op for dem. Særligt er virksomheder, der skal markedsføre produkter, interesserede i at skabe virale hit, så deres kampagner når ud til flest mulige mennesker.

De videoer, vi har samlet her, er alle bud på, hvordan videoer er blevet delt via sociale medier og pludselig er noget, alle enten har set, eller gerne vil se.

Videoen med megahittet ’Gangnam style’ er et godt eksempel på en musikvideo, der blev et viralt hit. Videoen har ligget på YouTube siden 15. juli 2012 og nærmer sig allerede nu en milliard visninger på det populære site.

Frygtløse Felix’ fantastiske færd

Over hele verden holdt tv-seere vejret, da østrigske Felix Baum-gartner kastede sig ud i sit livs vildeste hop i New Mexico i USA.

Vovehalsen sprang ud fra en rumkapsel i 39 kilometers højde, og med en fart på 1,342 km/timen bevægede han sig ned gennem stratosfæren. Under det fire minutter og 19 sekunder lange frie fald, snurrede Felix Baumgartner rundt, inden han fik sig stabiliseret, og faldskærmen foldede sig ud. Få minutter senere satte han sine fødder sikkert på jorden igen. Under det vilde hop slog frygtløse Felix flere rekorder bl.a. længste frie fald nogensinde og højeste hastighed under frit fald.

 

Forunderligt frieri

Mange kvinder drømmer om at blive friet til på en særlig og romantisk måde, og man må sige, at den drøm blev opfyldt for amerikanske Amy Frankel. Amy bliver installeret i bagagerummet af en gammel Honda med et par ørebøffer på hovedet. Herefter har hendes kæreste Isaac Lamb arrangeret noget af et setup.

Over 60 venner og familiemedlemmer mimer til Bruno Mars-hittet ’Marry You’, og til slut i videoen kommer Isaac frem og frier til Amy. Heldigvis siger hun ja. Alene på bt.dk har 116.000 set klippet.

 

Frække drengestreger

En del af YouTubes succes bygger på skøre og sjove videoer, og denne må siges at være en af de skøre af slagsen.

En flok drenge på en strand i USA overhælder store portioner chips med afføringsmiddel og smider det ud på stranden til mågerne. Mågerne hopper på spøgen, og begynder at spise af chipsene. Kort tid efter må gæsterne flygte fra stranden, da det pludselig regner med mågeklatter. Flere steder er der dog sået tvivl om videoens ægthed, mens andre kalder det forkasteligt og for dyremishandling.

 

Iskold bommert

YouTube byder på millioner af videoer, hvor folk dummer sig eller kommer galt af sted.

Vi synes, det er okay at grine, når personerne ikke kommer til skade. I denne video vil en tysk mand hoppe gennem isen i en frossen pool midt om vinteren Han får rigtigt spillet op til kameraet og tager et godt tilløb til sit spring. Men det går selvfølgelig ikke som planlagt. Isen giver ikke efter, og manden rammer lige på rumpen på den kolde og hårde is. Manden ligger og ømmer sig på isen, mens hans venner har grineflip bag kameraet.

 

Gakket Gangnam

Når man rent musikalsk kigger tilbage på 2012, er det ganske umuligt at overse koreanske Psys megahit ’Gangnam style’.

I hele verden har hittet blæst ud af højttalerne, og den mærkværdige hestedans er blevet kopieret på alverdens dansegulve, skoler og i mange hjem. Kæmpehittet har angiveligt indbragt sangeren Psy intet mindre end 46. mio. kr. Videoen ligger nummer ét på YouTubes liste over mest sete videoer i år. Videoen nærmer sig med hastige skridt 1 milliard visninger.