Journalist Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'.
I denne uge har Simon Riedel talt med politiker Jakob Ellemann-Jensen om at være politiker, viljestyrke, at huske det gode humør og meget, meget mere ...
LOG IND PÅ BT PLUS og læs denne uges ERKENDELSE med Jakob Ellemann-Jensen og de tidligere ugers interessante indblik i kendte danskeres tanker om sig selv.
Journalist Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'.
I denne uge har Simon Riedel talt med politiker Jakob Ellemann-Jensen om at være politiker, viljestyrke, at huske det gode humør og meget, meget mere ...
Min selvtillid forsvinder ... hver gang et tv-kamera tændes foran mig, men heldigvis vender den oftest tilbage igen et sekund senere. Det er relativt angstprovokerende, og jeg når at tænke: ’Åh nej, jeg har glemt det hele, hvad handler det om, hvor er jeg?’ Men adrenalinen hjælper, og især på direkte tv sker der sjældent fejl. Om man må filme mig nedefra? Det er ikke så slemt for mig, det afhænger jo i nogen grad af ens statur, hvordan det tager sig ud, men jeg får ofte skåret det øverste af min i forvejen ikke helt lille pande af, og det giver ikke et flatterende billede. Især ikke, når langt de fleste i dag jo har en 40 tommers tv-skærm.
Da Facebook fremkom, var det jo ... et positivt sted. Det første par år var der jo ikke nogen, der havde haft en dårlig ferie overhovedet. Alt var godt, og alle var glade. Det var måske ikke helt sandt, men som medie var Facebook positivt og bekræftende. Og nu er det anderledes - jeg ved ikke, om det er fordi, jeg er gået ind i politik, eller fordi Facebook har ændret sig. Jeg kan bare sige, at i mit feed handler det meget ofte om at hælde en skidtspand ned over hovedet på nogen, man ikke er enig med, eller fortælle om, hvor frygteligt ubegavede, selviske og talentløse politikere er. Og det oplever jeg så rigeligt i den analoge verden til, at jeg behøver at beskæftige mig med det digitalt.
Det sværeste ved at være politiker er ... at lægge det fra sig. Dengang jeg havde et almindeligt arbejde, kunne jeg oftest holde fri, når jeg kom hjem. Det kan man ikke som politiker. Altså ikke fordi, jeg ikke var engageret i mit job, men at være politiker er mere et kald end et arbejde. Det gennemsyrer alt, hvad man laver. Jeg slukker dog for min mobiltelefon mellem midnat og kl. 6.30. Om morgenen kan jeg så se, hvem der har ringet i løbet af natten.
Man skal altid huske det gode humør i ... alle livets forhold. Altså, Piet Hein havde ret i, at den, der kun tager spøg for spøg og alvor kun alvorligt, han og hun har fattet begge dele lige dårligt. Jeg bestræber mig på at tage brodden af problemerne, og på ikke at tage mig selv alt for alvorligt. Også i en ophedet debat skal man huske det gode humør. Ikke blot for sin egen skyld, men også fordi der er få ting, der gør en modstander mere rasende, end når man bevarer smilet, selvom de prøver at få en ned med nakken.
Jeg kunne ikke falde i søvn, da ... stemmerne ved det amerikanske valg skulle tælles op. Jeg var ellers gået i seng, men måtte op igen, fordi det simpelthen var drønhamrende spændende med de meningsmålinger. Vi ved jo alle, at meningsmålinger ikke har holdt stik i lang tid - brexit, feks. Alligevel skal jeg nærmest dagligt forholde mig til meningsmålinger. Jeg havde håbet, det var Clinton, der vandt, men nu hvor det er Trump, vil jeg sige: Det skal nok gå. Begge kandidater havde deres fejl, og de var for begges vedkommende til at få øje på, men Clintons erfaring på udenrigspolitikken ville være en fordel for verden i almindelighed - og Danmark i særdeleshed.
En fejl, jeg har begået for mange gange, er ... at jeg meget tit har svært ved at finde mine ting. Jeg render altid rundt efter tegnebog, nøgler og mobiltelefon, når jeg skal ud ad døren.
Jeg kan li’ at dvæle ved fortidens minder ... ja, jeg har mange gode minder fra hele mit liv, både fra min barndom, ungdom og voksne liv. Noget af det, mine søskende og jeg falder tilbage til, er barndommens ferier hos mine bedsteforældre på Fyn. Min farmor ville være fyldt 100 år her mellem jul og nytår. Derfor samles alle deres børnebørn og oldebørn for at tage den helt store tur ned ad ’Memory Lane’. Vi skal spise og drikke de samme ting, som vi gjorde dengang, så der er både æggekage med flæsk, tarteletter, brunsviger og snapseglas uden fod. Det er skønne minder at være sammen om.
Jeg havde ondt af mig selv, da ... nej, jeg er ikke typen, der har ondt af mig selv. Jeg prøver at se glasset som halvt fyldt snarere end halvt tomt. Jeg er er så privilegeret at bo i Danmark og har uanede muligheder, og hvis jeg ikke udnytter dem, er det min egen skyld. Jeg tror, at da jeg senest havde ondt af mig selv, var, da jeg for nogle år siden blev ramt af den dødsensfarlige mandeinfluenza, men det ligger jo i sygdommens natur.
Jeg er misundelig på ... ikke i ordets egentlige forstand, men der er mange, jeg beundrer, mange der har nogle egenskaber, jeg gerne ville have. Det betyder ikke, at jeg misunder dem. Min søster Karen har nogle af de bedste menneskelige kvaliteter. Hun er enormt betænksom og har altid overskud til andre og tænker i det hele taget altid på andre før sig selv. Hun er det mest rummelige menneske, jeg kender. Det kunne jeg tænke mig at have noget mere af - og det er altså ikke noget, hun truer mig til at sige.
Det var ikke sjovt at være Uffes søn, da ... jeg gik i folkeskolen og havde en meget politisk engageret dansklærer, som var venstresocialist. Han var medlem af kommunalbestyrelsen, og han syntes, han skulle debattere politik med en dreng i 7. klasse. Jeg skulle åbenbart stilles til ansvar for kartoffelkuren (politisk indgreb, hvor man fjernede rentefradrag på private lån red.) - men jeg forsvarede min far. Jeg syntes ikke, han skulle sige noget grimt om ham. Det var en diskussion, jeg bare skulle have holdt mig ude af, men det var nok også svært for mig at være den voksne lige dér.
Jeg har generelt virkelig brug for min viljestyrke, når ... politiske modstandere bliver for polemiske og perfide og fordrejer sandheden. Når de kommer for langt ud ad en tangent, så er de jo nærmest værre end journalister. Vi ER jo uenige, så der er ingen grund til at opfinde motiver for at stille modparten i et dårligere lys. Jeg tror, at alle mine 178 kolleger er i politik af præcis den samme grund som mig: Vi vil det bedste for Danmark. Vi er bare uenige om, hvad det er, og der tager de andre jo så fejl, og dét vil jeg meget gerne debattere.
Det gør mig meget trist, når ... ja, det er for frygteligt, når jeg ser billeder fra Syrien og børnene i Aleppo. Det er ikke til at bære, og det gør mig rigtig ked af det. Krig er forfærdeligt for alle, men særligt børnene bærer intet ansvar for den, og de bliver ramt allerhårdest.
Jeg blev heldigvis ikke opdaget, da jeg ... engang i 8. klasse skrev et par tyske oversættelser af, eller i hvert fald blev svært inspireret af min sidekammerat.
Den værste egenskab hos mænd er ... ’mansplaining’. Når vi føler os kaldet til at forklare et givent emne for en kvinde, fordi vi fejlagtigt antager, at hun ikke forstår det – alene af den grund at hun er kvinde. Udover at det er forkert, diskriminerende og nedladende, så er det også dumt, for det hævner sig altid.
Jeg vil aldrig nogensinde gentage ... ferier, der er planlagt med for kort varsel. For halvandet år siden skulle det gå stærkt med at planlægge ferien, for der havde lige været valg, så ferieplanerne havde været sat i bero. Der kom jeg til at leje et frygteligt sommerhus nord for Hvide Sande. Stedet var skønt, men sommerhuset var grufuldt. Det var vejret også, det stormede og regnede, men i perioder holdt regnen pause, og så kunne vi da i det mindste sætte en drage op. Ungerne blev ret habile til drageflyvning den sommer, så noget godt kom der da ud af det.
Jeg var lige ved at opgive det hele, da ... det er en følelse, der kommer over mig en gang imellem. Men jeg har nogle gule post it- sedler på min computerskærm med forskellige påmindelser til mig selv. På én af dem står der: ’Hvis jeg giver op nu, er jeg tilbage, hvor jeg begyndte. Da jeg begyndte, drømte jeg kun om at nå til, hvor jeg er nu’. Den kigger jeg på en gang i mellem, når jeg tænker: ’Nu kan det hele også bare være lige meget, og nu kan alle rende mig’, og så skifter jeg hurtigt mening.
Danmark år 2026: Jeg frygter, at ... det grufulde scenarie, som Ida Auken havde opstillet som sit drømmesamfund i et tidsskrift, jeg læste for nylig, hvor ingen ejede noget, og alle overvågede alle, skulle blive til virkelighed. Det vil jeg dog gøre mit yderste for ikke kommer til at ske. Hun skrev helt præcist: ’Velkommen til år 2030, jeg ejer intet, har ingen bil, jeg ejer ikke et hus, og jeg ejer heller ikke nogen forpligtelser eller tøj. Alt, hvad der blev anset for at være et produkt, er nu en service’. Det er lige præcis sådan, jeg ikke vil ha’ det. Jeg vil f.eks. rigtig gerne have mine underbukser og min tandbørste for mig selv og så i øvrigt selv bestemme, hvem jeg deler hvad med. Generelt er der da masser at frygte, men også masser at glæde sig til, og jeg har et så tilpas lyst sind, at jeg vil hellere glæde mig til fremtiden end bekymre mig. Der er rigeligt, vi skal tage højde for, og ting vi skal gardere os imod, men frem for alt skal vi glæde os. Vi skal polstre os og være beredte på ting, der er uden for vores kontrol, men i al vores passen på os selv og hinanden der skal vi også huske at glæde os over livet og tilværelsen. Det er en balance, vi skal jo ikke bare være lalleglade og rende rundt og synge ’Kumbaya’, men ængstelsen må ikke vinde over forventningerne og nysgerrigheden.
