Kritikken haglede ned over israelsk supermodel, som krævede flyveforbud over sit bryllup. Transportsminister truede med fyring af lufthavnschef.

Det kan godt være, du er smuk, og det kan godt være, du er rig, men her går grænsen altså.

Sådan tænker mange israelere efter, at deres verdensberømte landsmandinde, supermodellen Bar Rafaeli, krævede en flyveforbudszone over det sted i det nordlige Israel, hvor hun og hendes udkårne, forretningsmanden Adi Ezra, torsdag holdt bryllup.

Bar Rafaeli, som har en fortid som kæreste med den amerikanske skuespiller Leonardo DiCaprio, er i forvejen i bad standing i sit hjemland, fordi hun som helt ung slap for militærtjeneste. En pligt, som ellers påhviler alle unge israelske mænd og kvinder. Helt galt gik det, da hun udtalte, at 'berømtheder har andre behov.' Det fik veterangrupper til at opfordre til boykot af både hende og de tøjfirmaer, der bruger hende i deres kampagner.

Denne gang tager israelerne sig til kalotten over den særbehandling, som det nær var lykkedes smuksakken at få gennemtrumfet i forbindelse med sit stort anlagte kendisbryllup.

Brudeparret havde ellers fået chefen for luftfartsmyndighederne med på ideén under påskud af et ønske om at sikre de 300 gæsters sikkerhed. Kritikerne mente derimod, at det mere handlede om at forhindre nysgerrige øjne fra eventuelle paparazzier.

Men da den israelske transportminister truede chefen for de civile luftfartsmyndiheder med fyring, endte hele polemikken med, at luftrummet over det udvalgte sted i det nordlige Israel alligevel var åbent torsdag aften.