Tv-værten Sigurd Barrett, 45, er manden, der har fået musikken til at spille for små som store. Der findes ikke det barn i Danmark, der ikke kender ’Sigurds Bjørnetime’ eller har set Sigurd herse med symfoniorkester eller big-bandet på tv. Men privat har den populære pianist og entertainer haft svært ved at få livet som musiker og ægtemand og far til fem til at spille sammen.

For et halvt år siden tog han så konsekvensen og flyttede hjemmefra rødstensvillaen i Valby, der har været rammen om et farverigt og musikalsk familieliv med operasangerinden Winnie Merete Barrett i de sidste 18 år.

Børnene er altid kommet i første række, og det er også tilfældet nu.

Han har købt en lille bjælkehytte med græs på taget i nærheden, så de fem børn, Jens Konrad, 17 år, Olga på 15 år, Dagmar på 11 år, Magda på 9 år og Ellinor på 6 år nemt kan komme fra sted til sted.

Her har han boet siden januar. Det er lykkedes familien at holde bruddet skjult for den store offentlighed. Men i går orienterede Sigurd Barrett selv offentligheden om ægteparrets beslutning om at flytte fra hinanden med henblik på at blive skilt.

Har børnene halvdelen af tiden

I en pressemeddelelse skriver Sigurd Barrett:

- Det skete for et halvt år siden, og vi har i god ro og orden fundet en ordning på det, som er det bedst mulige for vores fem børn.

Vi er nu separeret, og jeg har børnene cirka halvdelen af tiden, skriver Sigurd Barrett.

Han lægger ikke skjul på, at det har været en rigtig svær beslutning.

Chok blandt venner

- Men efter omstændighederne har vi det godt, og vi er enige om, at børnene og deres trivsel har vores allerhøjeste prioritet, skriver Sigurd Barrett, der nu er taget på en måneds sommerferie.

Det var i går ikke muligt at få yderligere kommentarer til bruddet fra Danmarks populære musikalske ansigt, der så sent som i søndags optrådte med Sigurds Bjørnetrio og sin gode ven, bjørnen Bjørn, på Tivoli Friheden i Aarhus.

Læs også:

Meddelelsen om skilsmissen kommer bag på mange af de tv-folk, der har arbejdet sammen med Sigurd Barrett igennem de 15 år, han har lavet tv.

’Åh, nej. Det er ikke rigtigt’, var reaktionen fra flere af tv-folkene, som BT talte med i går.

Selv ene- og adoptivbarn

- Han har altid været meget glad for sin familie. Jeg vil ønske ham al mulig held og lykke. Det er ingen katastrofe, når bare de er gode venner og kan håndtere det med ungerne, og det er jeg helt sikker på, at de kan, siger tv-og filmproducenten Hans-Erik Saks fra Saks Film og TV, der selv deltog i Winnie Merete og Sigurd Barretts bryllup for 18 år siden.

Et bryllup, der blev holdt i et stort cirkustelt for 150 mennesker, og hvor Sigurd først på gammeldags maner havde bedt sin svigerfar om lov til at anholde om brudens hånd. Sigurd er selv enebarn og adoptivbarn og har aldrig lagt skjul på sit ønske om en stor familie.

Læs også:

- Den samhørighed, man kan bygge op i et parforhold, er helt fantastisk, og det er nok grunden til, at jeg altid har været i lange forhold, har han udtalt i et interview om kvinder. Men en fyldt showkalender, radioforedrag om familieværdier, foredragsturne om tro, børneopdragelse og formidling af klassisk musik vidner om, at det også blev for meget.