Casper Pedersen, 29, og Josephine Graversen, 28 vandt DR´s bolig-realityprogram ’Min italienske drøm’ for tre år siden.
Her fulgte seerne fire par, der konkurrerede om at sætte et gammelt byhus i byen Rosora i Umbrien i stand.
Præmien var muligheden for bagefter at købe huset og drive et pensionat for turister i byen .
Læs også:
Nu er de i gang med at realisere drømmen om et gammelt byhus, men det foregår i Danmark, tusindvis af kilometer fra ’Casa Danese’ i Italien.
De fortryder ikke et øjeblik, at de deltog i tv-projektet og bagefter boede i seks måneder i den lille bjergby med de mange,gamle, rare indbyggere, der i sidste ende afgjorde, at de skulle have chancen for at blive byens nye beboere.
- Vi har været igennem den italienske drøm, og det gav os en kæmpe oplevelse, der har været med til at styrke os som par, siger Casper, og Josephine samtykker.
Også ramt af krise
- Vi prøvede at drive ’Casa Danese’ som bed and breakfast i en sæson, og det var en stor succes med alle værelser fuldt belagt, og bus-besøg af tusindvis af danske turister, der kom for at se huset, fortæller Casper, der en overgang havde assistance af sin lillebror for at holde styr på turiststrømmen.
- Men vi fandt hurtigt ud af, at det blev for dyrt for os. Man kan ikke leve af at drive et pensionat seks måneder om året. Vi ville være nødt til at have fuldtidsjob ved siden af. Den økonomiske krise har også ramt Italien hårdt, med stor arbejdsløshed, så vi valgte at tage hjem, da den aftalte prøvetid var forbi, forklarer Casper.
Han arbejder nu som produktionschef i Nordsjælland, og Josephine er pædagogmedhjælper i en børnehave i Hillerød.
Alt er skævt
Han fremviser stolt det ’skæveste hus’ i Hillerød, som parret har købt for et halvt år siden af et dødsbo.
Alt det gamle puds er revet ned, og der er lagt jern ind i fugerne for at stive murværket af.
Der er stilladser op til taget, for alle de gamle spær skal skiftes ud, inden det nye tegltag bliver lagt på. De vil gerne bevare udskæringerne og detaljerne i byggestilen, der er fra århundredskiftet .
- Ja, der er nok at lave, smiler han og tilføjer: - men så kan vi også forme det, som vi vil.
- Alle spørger os: Hvorfor rev I det ikke bare ned? Men vi kan gode lide gamle ting, og vil gerne bevare husets stil.
Vi har begge to et iværksættergen, så der skal ske noget, og vi kan lave så meget selv. Og så kom muligheden for at bo centralt i Hillerød, forklarer Casper.
Først og fremmest måtte de sikre fundamentet, fordi huset bogstaveligt talt stod på gyngende grund, så alt er skævt.
- Bare se på lampen i stuen. Den hænger lige, men gulvet er skævt., forklarer Casper.
- Vi har boet i byggerod før, og man tilpasser sig. Mange par bliver smadret af renoveringer, og man skal huske at passe på hinanden, og være kærester, så vi trækker stikket en gang imellem, siger Casper.
- Vi lærte rigtig meget om os selv ved at være med i ’Den italienske drøm’. Det var hårdt, mens vi stod i det, men det var en gave at være i et andet land og lære en anden kultur at kende.
Jeg tror også, vi gav byen en god oplevelse. De syntes, det var lidt ærgerligt, at det var slut, men de forstår godt, hvorfor vi tog hjem, siger Josephine.
Fik nok af pasta
De har stadig den gyldne nøgle, de fik overrakt af borgmesteren i Rosora. Men pasta har de ikke rørt i tre år.
- Vi har ligesom fået nok, siger Josephine.
De oplever stadig at blive genkendt på gaden.
-Men de fleste ved ikke rigtig, hvor de kender os fra, siger Casper.
Når de engang er færdige, vil villaen være pudset op i klassisk hvidt med brystninger omkring vinduerne og sort tegltag. Men indvendigt vil opholdet i Rosora skinne igennem. Det skal nemlig indrettes i italiensk rustik stil.