Først hoppede hun i seng med sin dobbelt så gamle instruktør. Så tiggede hun om tilgivelse. Og nu har kæresten Robert Pattinson pakket sine kufferter og er flyttet ud af fælleshjemmet. Det er ikke nogen god uge for Twilight-stjernen Kristen Stewart

Overalt i verden er pigehjerter blevet knust. Selv den evige kærlighed holder åbenbart ikke evigt.

Men samtidig kridter de de selvsamme teenagepiger nu skoene.

Når der om få måneder er premiere på det sidste afsnit af 'Twilight'-serien bliver der nemlig bud om Robert Pattinson - seriens blege og nu ekstra interessante vampyr Edward Cullen.

Efter Kristen Stewart (Twilight-seriens Bella) for få dage siden indrømmede, at hun under optagelserne til filmen 'Snowwhite and the Huntsman' havde en affære med instruktør Rupert Sanders (41) er det mildest talt ikke gået så godt imellem Pattinson og Stewart, der kom sammen i tre år.

I flere dage har han set godt og grundigt deprimeret ud. Hun har tigget og bedt. Og nu har 26-årige Pattinson åbenbart taget sin endelige beslutning.

Således har han ifølge hjemmesiden people.com forladt Los Angeles-hjemmet, som han i længere tid har delt med sin kæreste.