Babyprojektet endte slet ikke så lykkeligt for Danmarks mest populære regnbuefamilie som man skulle tro, hvis man så onsdagens afsnit af reportageserien ’Silas, Johannes og Louise’.

Anden sæson af den populære reportageserie om Silas Holst, hans mand Johannes Nymark og deres veninde Louise Mahnkopf har i høj grad handlet om projekt baby, og aftenens afsnit af ’Silas, Johannes og Louise’ sluttede ellers lykkeligt, da den kendte regnbuefamilie endelig kunne juble over en graviditetstest med de fantastiske to lyserøde streger, der bevidnede, at trekløveret sammen havde skabt endnu et regnbuebarn.

Læs også: Ærlig Silas Holst: Derfor er jeg ikke kærlig over for Johannes

Men nu afsløres det, at familien mistede barnet i sjette uge.

»Vi havde taget en masse tests, og alt er okay. Jeg tænkte virkelig ikke, at det ikke ville være okay. Jeg havde aldrig tænkt den tanke,« siger en grådkvalt Louise Mahnkopf i næste uges afsnit, der allerede nu er lagt på streamingtjenesten Dplay.

Her følger reportageholdet den vordende mor til hendes allerførste scanning på en privatklinik, og her får hun mod forventning den forfærdelige besked, at noget er helt galt med det lille foster.

Se det hjerteskærende øjeblik over artiklen.

Regnbuefamilien har i forvejen datteren Maggie My på snart halvandet, og selvom det aldrig var meningen, at datteren skulle vide, hvem der var hendes biologiske far, før hun selv ytrede ønske om det, har de for nylig fået testet faderskabet.

Johannes Nymark, Louise Mahnkopf og Silas Holst fotograferet under 'Vild med Dans' i 2014, hvor Louise var gravid med datteren Maggie My.
Johannes Nymark, Louise Mahnkopf og Silas Holst fotograferet under 'Vild med Dans' i 2014, hvor Louise var gravid med datteren Maggie My. Foto: Sophia Juliane Lydolph
Vis mere

Selvom begge fædre føler sig som Maggies ’rigtige far’, så blev det pludselig vigtigt for dem at vide, hvem der er den biologiske. For så skulle den anden være biologisk far til nummer to. Resultatet af testen vil familien dog gerne holde for sig selv.

Læs også: Test afslørede: Nu ved Silas og Johannes, hvem der er far til Maggie

Men ingen af fædrene kunne være med til scanningen af det andet barn, da de havde travlt med hver deres hektiske liv. Derfor måtte Louise Mahnkopf overbringe den ulykkelige nyhed over telefonen med de frygtelige ord:

»Hej Joe. Jeg har lige været til scanning. Babyen er død.«

Herefter måtte Johannes Nymark give den videre til Silas, der ikke havde haft signal på sin telefon hele dagen.

»Johannes tudbrøler i telefonen, da han fortæller det. Han græder så meget, at jeg i starten ikke kan forstå, hvad han siger,« siger Silas Holst i programmet.

Og da hans mand kommer hjem, uddyber han selv, hvilke følelser han sad med, da han fik at vide, at hjertet hos deres regnbuebarn ikke slog, hvorefter Louise Mahnkopf måtte på Herlev hospital for at få foretaget en abort:

»Det er jo bare en skidehård situation. Jeg vil jo også bare kunne sige et eller andet til Louise, som gør det nemmere at tage den smerte, der er både psykisk og fysisk. For hende er det jo også, lige som for os, rigtig hårdt, men det gør jo også ondt,« siger Johannes Nymark om indgrebet.

Læs også: Her bryder Louise sammen for åben skærm: Jeg vil have det, Silas og Johannes har

På scanningstidpunktet i oktober sidste år burde Louise Mahnkopf være otte uger henne, men det står hurtigt klart, at der ikke er nogen hjertelyd hos fosteret, som på skærmen giver udtryk for blot at være seks uger og seks dage.

Ifølge jordemoderen, der scannede Louise Mahnkopf, ender 20 procent af alle graviditeter med spontan abort. Det skyldes ikke noget, moderen har gjort forkert, ligesom det heller ikke gør chancerne for graviditet dårligere og eller øger risikoen for spontan abort en anden gang.

Hele afsnittet kan ses på Kanal 4 onsdag kl. 21.00