Næste år er det 50 år siden, Ulf Pilgaard spillede i Cirkusrevyen for første gang, og selv om meget stadig er, som det det altid har været med parodier på politikere og gakkede kostumer, så er det i år alligevel en stor del af Ulf Pilgaard, der mangler.
I november sidste år måtte Ulf Pilgaard tage afsked med sin kone gennem 46 år, Gitte Vibeke Pilgaard, der døde efter flere års sygdom.
Konen havde siden slut-90’erne lidt af den arvelige og sjældne demenssygdom Hungtingtons Chorea, som han tidligere har fortalt i forbindelse med sin bog ‘Mit liv som Ulf’. Sygdommen hæmmede også hendes bevægelsesapparat, og den sidste tid var hun bundet til en kørestol.
Af naturlige årsager vil Gitte Vibeke Pilgaard derfor heller ikke være iblandt publikum, når premieretæppet bliver trukket fra torsdag den 18. maj, og Cirkusrevyen spiller for første gang i år.
Men Ulf Pilgaards konen havde nu nok heller ikke siddet der alligevel, fortæller han. Både fordi hun til sidst var meget syg, men også fordi hun ikke kunne lide at være til premiere på Cirkusrevyen.
»De sidste 10 år har hun ikke siddet blandt publikum. Det skyldes mest af alt, at hun aldrig har brudt sig om premierer, fordi hun ikke brød sig om at være et offentlig person og blive fotograferet,« siger Ulf Pilgaard ved pressemødet i Dyrehaven.
Under interviewet bærer Ulf Pilgaard en lyseblå, plysset morgenkåbe. Da B.T.s fotograf tager billeder af ham, vender han ryggen til, så man kan ane, at der står ‘Ulf Pilgaard’ på ryggen, og skyder hovedet bagud, så han kigger direkte ind i linsen.
Han er den diametrale modsætning af sin kone, der undgik rampelyset. Hun så først Cirkusrevyen længere henne på sæsonen. Derfor føles det heller ikke underligt for Ulf Pilgaard, at hun ikke sidder blandt publikum. Men han mangler hende op til forestillingerne.
»Der er pludselig ikke én derhjemme. Jeg har altid læst tingene op for hende, og det var hende, der gav mig den allerførste kritik og sagde: ‘Det der kan du godt droppe alt om, det er ikke sjovt’ - eller sådan noget i den stil. Det har hun haft god sans for. Det savner jeg helt afgjort,« siger Ulf Pilgaard.
Hvem bruger du til at læse højt for nu?
»Der er sgu ikke nogen. Der er simpelthen ikke nogen. Altså en gang imellem bruger jeg min søn. Han er sød. Eller det er de begge - de er meget søde til at reagere,« siger Ulf Pilgaard, der sammen med Gitte Vibeke Pilgaard har to voksne sønner.
Selv om savnet er stort, så slår det ikke den 76-årige skuespiller ud. Da han bliver gjort opmærksom på, at han har en slags 50-års jubilæum næste år (han har ikke spillet i Cirkusrevyen 50 år i streg, da der har været pauser, men det er 50 år siden, han har haft sin første forestilling), bliver han overrasket.
»Hold da op mand. Det siger jo bare noget om, hvor gammel jeg er. Det er jo forfærdeligt,« siger Ulf og bryder ud i mild, men kraftfuld latter og fortsætter: »Men jeg føler mig jo ikke gammel. Jeg føler mig bare mere erfaren.«

