Om dagen går Ulf Pilgaard til prøver på årets Cirkusrevy, om natten har han mareridt om ikke at kunne teksten. Men det er helt normalt, siger skuespilleren, der voksede op med faderens tunge forventninger. Og en arvelig lidenskab for kvinder. En lidenskab, han mener, de unge har svært ved at forstå.

Skuespilleren Ulf Pilgaard står i SuperBest i Hellerup, da han pludselig mærker sine ben forsvinde under sig.

Det er sket flere gange tidligere. De lange ben sejler, kan ikke længere bære ham. Men fysisk er der ikke noget i vejen. Han falder ikke, synker ikke sammen, det hele foregår i hovedet og er noget, han påfører sig selv.

En slags tvangstanke. Måske med et element af egne forventninger. Til at være bedre end sidste år, til fornyelse og til at genopfinde sig selv for gud ved hvilken gang. Aldrig synke ned i tilfredshed med tidligere succeser.

- Det blev forstærket, ikke, jo oftere jeg mærkede, at benene forsvandt under mig, jo værre blev det. Stærkt ubehageligt og fuldstændig uden for min kontrol.

Selv om det efterhånden ligger adskillige år tilbage, er det langtfra en oplevelse, han har glemt.

- Jeg var meget tæt på at søge professionel hjælp dengang, så slemt var det, men jeg gjorde det ikke. I stedet blev jeg nok min egen psykolog.

Ulf Pilgaard, 72, er netop gået i gang med prøverne til Cirkusrevyen med premiere 16. maj og billetrekord for 7. år i træk.

Nervøsiteten hører med

Og jo, han er nervøs, gu’ er han det. Indrømmet. Men han har lært sig en ret effektiv metode til at tackle alt muligt, der forstyrrer hans tanker.

- Det er en form for tankekraft, som jeg har brugt i flere sammenhænge, forklarer han om den samme metode, han brugte, da han holdt op med at ryge for otte år siden.

- I stedet for at tænke på, at jeg kunne blive nervøs for min tvangstanke eller at jeg ikke måtte tænde en cigaret, blev jeg bevidst om at holde mit fokus stramt på noget andet, noget praktisk.

Han begyndte at koge æg om morgenen. Holdt øje med, hvornår vandet lagde an til at boble og fulgte koncentreret hele processen, til ægget var kogt præcis, som det skulle, og han kunne sætte sig til bords og spise det. Normalt plejede han at nøjes bare med kaffe og en smøg. Men han begyndte at gøre morgenmaden til nærmest en rituel handling.

Den slags selvtvungne handlinger med et bevidst stramt fokus er ikke længere nødvendig.

- Jeg er ret god til helt naturligt at negligere det, jeg ikke har brug for, det, som forstyrrer, og jeg har for eksempel ikke brug for at føle mig presset af forventninger op til en premiere.

Opladning i Thailand

Ansigtet er gyldenbrunt. Eller Thailands-brunt, for det er kun et par uger siden, Ulf Pilgaard er kommet hjem. Ren energiopladning, kalder han de tre uger på Phuket, hvor han ikke har lavet en skid, som han siger. Udover at læse og ligge ved stranden og dumpe ud i vandet hvert kvarter, mindst, og spise middag med sin kone, Gitte.

Så har han læst Jussi Adler Olsen. Spændende læsning, godt skrevet og med velturnerede plots, siger han. Lige til liggestolen.

- Tidligere slæbte jeg bøger på flere hundrede sider med ud til Thailand, filosofiske og historiske bøger eller andre bøger, som kræver noget aktiv tankevirksomhed.

Men de tre uger i Thailand har netop været en nul-stilling, inden en ny sæson går i gang. Sundt og nødvendigt for hele sanseapparatet at tænke på ingenting, mener han.

For når først replikker og monologer moser rundt i hjernen, slapper han ikke af. Så kører det hele tiden. Også om natten, hvor han drømmer om det, fordi hjernen arbejder videre og der ikke findes en pauseknap.

Der begynder at dufte af kaffe fra kaffemaskinen i træbarakken bag cirkusteltet, hvor revyens medarbejdere har deres garderober. Ulf Pilgaard finder efter nogen søgen et par tandlæge-papkrus et sted i en kasse og må dukke hovedet indimellem, for ikke at støde mod loftet, mens han skiftevis leder efter noget og tjekker farten på kaffemaskinen. Den karakteristiske stemme fylder træbarakkens åbne køkken. Rolig og afdæmpet.

Nogle komikere og satirikere kan være vanskelige at afkode, når de ikke står på en scene, for mener de det alvorligt, det, de siger? Eller er det grovkornet sarkasme af den mere uigennemskuelige af slagsen?

Med Ulf Pilgaard er man ikke i tvivl. Man ved præcis, hvornår han siger noget for sjov, og hvornår han mener det alvorligt.

Og de drømme, han kan have i øjeblikket, taler han alvorligt om.

- Jeg er begyndt at få nogle af de der tilbagevendende drømme, som alle skuespillere kan have op til en premiere, siger han og rører rundt i sin papkop i nogle sekunder efter at have sikret sig en sukkerskål indenfor rækkevidde og sat sig til rette.

- Når jeg får dem, altså drømmene, ved jeg, at det er lige op over. Jeg drømmer, at scenen er væk, når jeg får stikordet. At der simpelthen ikke er nogen scene, og at jeg bare står dér midt i ingenting. Eller også kan jeg drømme, at jeg går i panik, fordi der er blevet lavet om og lavet om igen og igen i teksterne, og at de endelige tekster ikke er dukket op endnu, det er den slags drømme.

Mental opladning

Men det er ikke drømme udløst af tvangstanker som dengang med benene, der forsvandt. Mere en velkendt form for mental opladning til en ny sæson, lyder forklaringen.

- Det er noget med at åbne mit sind og give plads til andre tanker, siger han.

Og understreger, at det aldrig nogensinde bliver rutine at underholde folk. Billetrekord for 7. år i træk eller ej.

Rutine har han ellers nok af. 33 gange har Ulf Pilgaard stået på scenen i det legendariske telt på Bakken, første gang i 1968.

En institution på den danske kulturscene er han blevet kaldt. Et af de ansigter, der bare altid har været der, og som ikke har forandret sig væsentligt gennem årene.

Dronningen og utallige politikere har Ulf Pilgaard haft under satire-kniven, men har også markeret sig i en række tv- og filmroller.

Han huskes måske især som morderen i Ole Bornedals ’Nattevagten’, hvor han gav karakteren al den normalitet, han kunne, men med psykopat-trækket liggende lige under overfladen.

Det er med Ulf Pilgaards egne ord hemmeligheden ved at være ond. At ingen opdager det, før det er for sent.

’Han var jo sådan en venlig mand, hvordan kunne det ske?’ spørger han som for at understrege karakteren.

Dengang forventede publikum ikke at se Ulf Pilgaard i en seriøs morder-rolle med så mange lag. Han kunne godt lide rollen, siger han, og udviklede den løbende sammen med instruktøren.

Skulle være mønsterbarn

Selv om Ulf Pilgaard ikke er en mand, der føler sig plaget af forventninger, hverken op til en premiere eller i sit private liv, var forventninger noget, der fyldte meget i barndommen.

Som den ældste af tre børn voksede Ulf Pilgaard op i en præstefamilie. Først i København, og da han var 16, flyttede familien til Holme udenfor Århus, hvor hans far var præst.

- Vi skulle være sådan en slags mønsterfamilie, det gode eksempel og vise byen, hvordan en pæn og ordentlig familie opførte sig. Det forventede min far – det var jo ikke noget, han sagde, man var bare aldrig i tvivl om, at det var sådan, det var.

Ulf Pilgaard hilser på en fra Cirkusrevyen, der lige går forbi i samme øjeblik, men er så til stede igen.

- Altså, hvis jeg virkelig var gået min far på klingen dengang, ikke, så havde han sgu ærligt talt haft lidt svært ved at klare sig moralsk.

For mens faderen på sin egen overdommer-måde holdt på formerne og moralen udadtil, var han også, hvad Ulf Pilgaard betegner som ’overordentligt frisindet’ på andre punkter.

- Jamen, han havde andre kvinder end min mor. Mange andre kvinder. Jeg opdagede det, da jeg blev lidt ældre, og der var også på et tidspunkt noget med en af mine studiekammerater. Han stoppede altid forholdene, når det blev opdaget. Men... den var jo nok ikke så nem at gøre rede for over for min mor.

Ulf Pilgaard er ikke i tvivl om, at hans far nærede en dyb kærlighed til sin kone hele livet.

- Men han havde jo den dér store interesse for andre kvinder. Det var måske ikke særlig præste-agtigt, men til gengæld meget menneskeligt, og til syvende og sidst var disse sidespring med til at gøre min far til en fantastisk præst, og også et fantastisk menneske.

Han mener, at de bedste præster er dem, der selv tumler med tilværelsen og alle dilemmaerne.

- Min far havde masser af skrupler og tvivl, ikke bare i forhold til kvinderne, men også i forhold til sin tro. Var han nu den rette hyrde for sin menighed? Han havde sine svagheder, det kan man roligt sige, men det gjorde ham også så utrolig menneskelig, og derfor til en meget empatisk præst.

Far lignede Clooney

Faderen lignede ifølge Ulf Pilgaard en dansk udgave af skuespilleren Cary Grant.

- Eller hvis man skulle sammenligne ham med en skuespiller med kvindetække i dag, ville det nok være George Clooney. Med helt mørkt hår og lidt gråt i tindingerne. Kvinderne var vilde med ham. Man må virkelig sige, at min far levede sin libido helt ud, inden han døde som 61-årig.

Ulf Pilgaard gentager ordet, smager på det, da han udtaler det i tre stavelser: ’Li-bi-do’.

- Det er et smaddergodt ord. Og en tilstand, vi ikke kan have kontrol over som mennesker, når den kommer buldrende, uden at vi kan styre den.

Han kan godt huske første gang, han selv mærkede den, libidoen. Han var 14 år og hun hed Inger.

- Vi legede skjul, og på et tidspunkt kom jeg til at stå op ad hende, så jeg kunne mærke hendes bryster, og jeg kan huske, at jeg tænkte: ’Tak skal du da ellers lige have’.

Han griner højt.

Senere, da Ulf Pilgaard kom i gymnasiet, havde han mest travlt med at være intellektuel, så pigerne fyldte ikke så meget i 1.G.

- Jeg blev skideirriteret, når jeg gik på Strøget i Århus sammen med min ven, Steen Pedersen, og han ikke hørte efter, hvad jeg sagde, fordi han havde sine øjne på kvinderne. Men pludselig, så kom den også til mig, libidoen, og så skal jeg da ellers lige love for... altså, jeg blev fuldkommen vild, ikke. Og tænkte: Sikke da nogle oplevelser, man kan få.

Han slår en skraldlatter op. Men erklærer kort efter mere alvorligt:

- Jeg kan nok ikke løbe fra, at jeg har næsten lige så meget estime for kvinder, som min far havde.

Han siger det, og erkender samtidig sin fremskredne alder.

- Unge, der er i tyverne eller trediverne i dag, de kan jo slet ikke forstå, at man i min alder som 72-årig kan være begejstret for kvinder. Sådan en gammel mand... Men det er jo ikke engang noget, man forsøger at lade som om, det er der bare, ikke? Det er sgu da at være i live, og det er noget af det mest livsbekræftende, jeg kan komme i tanke om