Cirkusrevyen er igen i år et imponerende miks af fis og ballade og alvor. Den fejrer sit 80 års jubilæum med den brede pensel - det er vanvittigt, sjovt, tankevækkende, super flot - og lidt forudsigeligt. Og så med de to flotteste showdansenumre, jeg har set derude.
Nogle gange virker dansenumrene i Cirkusrevyen som et noget altmodisch halehæng til det andet. Sådan er det bestemt ikke i år, hvor der er tænkt moderne og surrealistisk. Og nemme er de jo at se på, pigerne.
Vi ved alle, at der bor en særdeles stædig konge i prins Henrik. Nyt er det, at der bor en både diabolsk og jovialt sjov prins Henrik i Ulf Pilgaard.
Normalt lægger det lange oransjaderør krop til prinsgemalens kone. Men i Cirkusrevyen 2015 har de taget konsekvensen. Prinsens mange merde-sager og bizarre fremtoning, generelt, nærmest trygler om en parodi.
Det er bragende sjovt. Majet, majet sjovt. Kongesjovt. Alene titlen 'Ude at skyde'. Og selvfølgelig lykkes det Pilgaard at presse ordet konge ind hele vejen igennem. Og selvfølgelig får vi prinsens egen forklaring på turen til Venedig efter Margrethes fødselsdag.
Venedig er den eneste by, hvor er tilladt at sejle rundt i gaderne. Så afgjort et af årets hovednumre i showteltet under de grønne trækroner.
Cirkusrevyen er en balancegang. Satiren i Danmarks største teaterforestilling skal gnide salt i såret, men der skal også sukker på skeen. Platheder, meget gerne. Den skal sige noget om sin tid, vores tåbeligheder og gøre os glade. Indeholde og underholde. Og vende det hele på hovedet med et svirp som f.eks. Lykkegaard og Ellegaard i den meget morsomme 'Et kendt ansigt'. Som handler om kendte, der stiller op som politikere.
Ellers noget nyt? Ikke på skuespillerfronten. Skønne Ditte Hansen med det store diskante, sitrende komikertalent er sexet, kras, sprudlende og direkte brutal i sin parodi på Inger Støjberg. Det handler om biograftur og om slet skjulte budskaber.
»Jeg er ikke sendt i byen af nogen. Det har vi vores formand til,« som hun siger.
Og som Hansen dog ligner Støjberg.
Det samme med Helle Thorning. Det har vi set før. I år i en forrygende sketch, igen med Henrik Lykkegaard i en ultra skarp parodi. Nu på Clement Kjærsgaard. Den parodi bærer nummeret, hvor ordene, der lægges i munden på Helle og Lars Løkke, spillet lige så solidt af Lisbet Dahl som sidste år, er noget forudsigelige.
Niels Ellegaard er igen i år den mimiske vulkan. Vildt sjov i gak-gak teksten om EUs nye grineregler. Sikken timing. Ubetalelig og uimodståelig sammen med Henrik Lykkegaard i 'De små danser'. Værdig opfølger til sidste års elscooterdans. En ren humøreksplosion og meget jysk i Vase og Fuglsangs 'Sugardating'.
Langt henad vejen er Ulf personificeringen af Cirkusrevyens tradition. Alene det at han har spillet sammen med Dirch Passer på samme scene. Der er momenter i hans og Henrik Lykkegaards vinkender-sketch, hvor man for alvor mærker den garvede revyrotte snerre.
Men Niels Ellegaard er lige så meget, eller måske mere, manden, der med sin crazy spillestil får én til at tænke på Dirch.
Eneste flop er nummeret 'Parademøer'. Fint med et moderne feministisk 'take' på gode, gamle 'Solitudevej'. Ja, kvinderoller har heldigvis ændret sig siden Elga Olga stod i regnvejret, men den nye tekst burde næsten meldes til sprogpolitiet for sit respektløse overgreb på Poetens fantastiske musiske lyrik.
Stort set uforbeholden ros til Dahl, Hansen, Pil-, Lykke- og Ellegaard.
Som man lægger lyset og larmen fra den gamle forlystelsespark bag sig og går på vej ud mod bilen på parkeringspladsen, kan man sgu godt blive lidt højt belagt på natmaden.
Imponerende som revy-mama Lisbet og hendes hold år efter år formår både at fastholde og udvikle, kærligt og kontant hudflette, forny - og lader sig inspirere af det nye og det Danmark, vi kender. Modsat andre, der påstår, at de gør det.
Cirkusrevyen, Bakken.
Fem stjerner
