Uffe Holms treårige datter Holly vinder alles hjerter på Instagram. For når Uffe Holm poster videoer med hverdagens samtaler med sin datter, er der rigtig mange, der går ind og ser med. I videoklippet kan du se nogle af de sjove episoder, som Uffe Holm har filmet af sin datter, og hvorfor så mange er faldet for treårige Holly.

»Mor, tager du ikke lige et billede af mig?« siger Holly til sin mor, mens hun poserer foran sit legehus.

Men det er aldrig opstillet eller iscenesat, når komikeren Uffe Holm lægger videoer ud af sin treårige datter på sin Instagramprofil. Det er derimod ganske ordinære hverdagssituationer, som familien fanger på kamera.

»Man kan bare se, at hun har spilopper i øjnene, og så kan jeg se, at det her, det kan sgu blive meget sjovt. Jeg har jo 100.000 følgere, men 200.000 ser videoerne med Holly, så det er jo helt sindssygt,« siger Uffe Holm til BT og metroxpress.

De sjove bemærkninger fra Holly har fået over 200.000 mennesker til at klikke ind forbi Uffe Holms Instagram for at se videoerne, der har den lille pige som hovedperson. Den mest sete Instagramvideo har i skrivende stund 212.731 visninger på Uffe Holms profil, og det er den første du kan se i videoen herover.

Hvad tænker du om, der er så mange, som ser med, når du lægger videoer op med Holly?

»Det er crazy, hvis man kigger på det. Og folk skriver tit, så der er mega mange kommentarer. De skriver, ’Så er min dag reddet’, og 'Hun gør enhver i godt humør’, og det synes jeg jo bare er skønt. Det er jo heldigvis sådan, at uanset om jeg laver det ene eller det andet, så tænker jeg ikke på, hvad folk mener. De må tænke, hvad de har lyst til.«

Holly siger ofte nogle sjove ting, som folk sidder og griner af. Har du tænkt over, om hun i fremtiden kommer til at hade dig for, at der ligger så mange videoer af hende online?

»Jeg har selvfølgelig tænkt på, at der er nogen ting, man ikke skal sætte på siden, og om der er noget hun ville bliver ked af, men det tror jeg sgu ikke. Hvis hun som 15-årig hader mig, så skal jeg nok ringe. For så har jeg lavet en fejl. Men altså, jeg spørger hende hver gang, om det er okay, at jeg lægger det op, og nogle gange siger hun nej, og så gør jeg det ikke.«

Uffe Holm vil dog ikke afvise, at datteren i fremtiden får lov til at udfolde sig på sin egen profil, men indtil videre er det ham, der styrer den. Hvis du vil se flere videoer med Holly, så følg med på Instagramprofilen Uffeholmchamp.