Heidi Frederikke Rasmussen og Anders Sigdal fra TV2 er nu rette ægtefolk
Vejrguderne var bestemt ikke med TV2 journalisterne, Heidi Frederikke Rasmussen og Anders Sigdal, da de i dag højt, klart og tydeligt sagde ja til hinanden i Johannes Døbers Kirke i Valby.
Og så kyssede parret inderligt hinanden flere gange, så ingen var i tvivl om, at de virkelig havde glædet sig til at blive gift.
Udover familie og venner var kollegerne Ulla Essendrop og Jimmy Bøjgaard, Camilla Nørgaard og Trine Panum og hendes mand, Lars Steen Pedersen også med. De sad alle i tøvejr inde i kirken, mens det udenfor regnede skomagerdrenge blot 10 minutter før, vielsen var slut.
Men heldigvis klarede det næsten helt op, da det lykkelige, nygifte par hånd i hånd kom ud af kirken. Og deres store lykke blev helt rigtig, da de blev forenet udenfor kirken med deres datter, Mathilde, på godt to år.
Heidi Frederikke Rasmussen så yndig og meget romantisk ud i en Lasse Spangenberg kjole. Designeren var selvfølgelig også tilstede i kirken og klar til at give bruden en hånd med kjolen, inden hun gik op ad kirkegulvet med sin far, Ove Rasmussen.
- Heidi har været med til at designe kjolen. Toppen er lavet af stof fra hendes mors brudekjole, fortalte Lasse Spangenberg, mens den ballonformede nederdel i taft er designet af ham.
Designeren kunne også fortælle, at bruden selvfølgelig var iført noget gammelt, noget nyt, noget lånt og noget blåt.
Det lånte var en pelscape af kunstigt pels, som bruden bar, da hun ankom til kirken, det gamle var guldsandalerne, det nye nederdelen og det blå stod i designerens varemærke på kjolen.
Sammen med sin far ankom bruden standsmæssigt i en cremefarvet Buick Eicht, og selvfølgelig de obligatoriske fem minutter for sent til kirken. Her blev det bemærket, at hun ikke havde sin brudebuket med.
Den fik hun i stedet i kirken, og buketten bestod udelukkende af hvide roser. Den samme slags roser var kirkebænkene også pyntet op med.
Udenfor kirken samledes gæsterne efter vielsen og smed - selvfølgelig - masser af ris på det lykkelige par, inden alle drak et glas champagne.
Dernæst satte parret sig ind i den cremefarvede Buick, der i øvrigt har været med i filmen Rainman, og kørte til Tisvildeleje, hvor festen blev holdt på Sankt Helene.
- Vi har valgt det sted, fordi det lå en time i køreafstand fra København. Og så havde det også plads til vores overnattende gæster, fortalte Anders Sigdal.



