Folk med livsfarlige sygdomme må vente på influenza­vaccinen. Tv-folk og ansatte ved klimatopmødet vaccineres først.

Hundredetusinde af danskere med lidelser, der kan koste dem livet, hvis de bliver smittet med Influenza H1N1, må rykke bag i køen til influenzavaccinen.

Den danske regering har nemlig besluttet, at vaccinere op mod 10.000 personer, der skal arbejde ved klimatopmødet før tusindvis af danskere i risikogruppen - herunder journalister på både DR og TV2, der ikke skal lave andet end at sørge for, at klimatopmødet bliver dækket på dansk tv.

Det kan B.T. afsløre efter en aktindsigt hos flere ministerier og myndigheder.

- Det er da rigtigt, at vi ikke når at få vaccineret alle 750.000 i risikogrupper inden vi skal have vaccineret dem, der skal deltage i klimatopmødet, siger Jesper Fisker, der er direktør for Sundhedsstyrelsen, der dog peger på, at de lige har kørt 300.00 vacciner ud.

Omkring halvdelen af de alvorligt syge danskere er kommet bag i køen, fordi blandt andet betjente og en lang række tv-folk, der der skal arbejde ved det store klimatopmøde i København, har fået nålestikket med vaccinen tilbudt først.

Ønsker vaccine til 550 i DR

At det blandt andet er klimajournalisterne, der kommer først, viser en aktindsigt B.T. har fået i Danmarks Radios korrespondance med Sundhedsstyrelsen. Her beder de alle myndigheder indsende lister inden 28. oktober om hvem, der skal vaccineres til klimatopmødet.

Danmarks Radio beder således 7. august i år om vaccine til 550 ansatte, herunder '100 personer til brug for dækning af klimatopmødet'.

- Vi har foreløbigt modtaget 100 vacciner, hvor de 44 er til folk, som jeg er chef for. De skal fordeles til et nødberedskab, så vi fortsat kan sende nyheder til befolkningen. Sundhedsstyrelsen har så bedt om at lægge særlig vægt på at vi havde mandskab til dækningen af klimatopmødet, siger DR-nyhedschef, Ulrik Haagerup.