Hvordan får man de små til at læse bøger? DR-værten Jacob Riising gør et forsøg med bogen ’Karmaboy – kometen og den onde numsekløe’.
Hvordan får man de små til at læse bøger? DR-værten Jacob Riising gør et forsøg med bogen ’Karmaboy – kometen og den onde numsekløe’.

DR-værten springer ud som børnebogsforfatter. Selvom hans dansklærer konsekvent smed ham uden for døren.

Jacob Riising, 36, og far til tre, lever selv af at være i billedet som tv-vært. Nu prøver han med ny børnebog at få drenge til at læse og danne deres egne billeder.

Den debuterende forfatter kan ikke ligefrem prale af at være en bogorm. I skolen læste han kun de bøger, han fik besked på af sin lærer.

»Jeg var ofte sat uden for døren i dansktimerne. Ikke fordi jeg var streng, men fordi jeg havde enormt svært ved at koncentrere mig,« siger Jacob Riising.

»Min dansklærer sagde på et tidspunkt, at jeg aldrig ville kunne komme til at skrive med den håndskrift, så det er måske også lidt af en hævn,« siger Jacob Riising om sin debut på børnebogsmarkedet og fortsætter:

»Jeg var præcis som de drenge, jeg har skrevet bogen til. Jeg har svært ved at holde interessen. Jeg har det stadig sådan, når jeg læser en bog, at jeg sidder og måler: Nu er jeg 2/3 henne, uanset hvor spændende det er,« indrømmer han.

Jacob Riising forlod skolen efter 10. klasse og har udviklet sig fra at være ’bag-enden af Kamelen Johanna’ hos Kaptajn Dryptud i Kanal 2s børneshow, til i dag at være et af Danmarks Radios stærkeste værtskort i primetime.

Han har fået stor hjælp af sine to ældste børn på otte og 10 år med bogen ’Karmaboy - kometen og den onde numsekløe’, der er skrevet i fritid og ferie.

»Det har været dejligt at kunne inddrage mine børn i arbejdet. Det var min søn på otte år, der fandt på ’Karmaboy’, fordi han havde hørt om begrebet karma. Det lyder meget højtravende, men han gjorde det bare ligesom så mange børn og alle andre, der udøver karma, med ét for øje, nemlig for at få noget igen,« siger Jacob Riising med et smil.

»Men primært har jeg skrevet bogen, fordi jeg synes, at der mangler et alternativ til børn. Bogmediet er ikke nok, uanset hvor sjov og genial en historie, det er. Der er så meget andet, der frister på Youtube, iPad osv. Derfor har jeg brugt elementer, som man kender fra tv, for at fastholde interessen.

Der er reklamer, f.eks. For Elkjær-pølser, som du kan få tilsendt to styks af fra forlaget, hvis du indsender en kupon fra bogen. (Hovedpersonens far er slagter og har opkaldt nogle pølser efter fodboldspilleren Preben Elkjær, red.)

Preben Elkjær findes

Min søn flippede helt ud, da han opdagede, at Preben Elkjær findes i virkeligheden. Han syntes bare, det var et genialt navn, jeg havde fundet på, til en tidligere fodboldspiller.«

Jacob Riisings egne helte er fra Ole Lund Kirkegaards bøger om ’Gummi-Tarzan’ og ’Otto er et næsehorn’.

»Det har jeg prøvet at give videre til mine børn, men uden held. Jeg tror, at hans univers er en generation for gammelt for dem. Men jeg har videreført hans idé med, at børnene er helte og de voksne nogle fjolser. Der er en pointe i at lære børn, at voksne bare er en facade. I mange situationer er børn lige så kloge som voksne. De voksne har ofte lige så meget styr på tingene som børn i 4. klasse, men man lytter bare, fordi de har et dyrt jakkesæt og et slips på.«

’Karmaboy - kometen og den onde numsekløe’, skrevet af Jacob Riising og illustreret af Claus Bigum. Udkom 8. maj på forlaget Carlsen.

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook