Det kan være en rigtig god idé at tale pænt til andre mennesker, selvom man er en højt betalt tv-reporter.

Det må være læren for 28-årige Britt McHenry, efter hun torsdag blev suspenderet af den amerikanske tv-station ESPN.

Suspenderingen kommer, efter at ESPN er blevet gjort opmærksom på en sag, hvor McHenry var ganske modbydelig mod en ansat i et firma, der - til ESPN-reporterens store utilfredshed - havde slæbt hendes bil væk fra en parkeringsplads.

McHenry fandt hele arsenalet af svinere frem, og den kvindelige ansatte på den anden side af disken måtte finde sig i lidt af hvert, da tv-reporteren dukkede op for at få sin bil tilbage.

»Jeg er i nyhederne, ‘sweetheart’. Jeg vil sagsøge dette forpulede sted.«

»Du har ingen uddannelse, ingen kvaliteter. Det vil jeg bare lige gøre klart.«

»Måske ville de ansætte mig her, hvis jeg manglede nogle tænder.«

»Jeg er i fjernsynet, og du er i en fucking trailer, ‘honey’.«

»Tab nogle kilo, ‘baby girl’,« lød blot nogle af de fine ord fra Britt McHenry til den kvindelige ansatte.

ESPN har efterfølgende suspenderet McHenry i én uge, mens reporteren selv har forsøgt sig med en undskyldning på Twitter.

'I et intenst og stressende øjeblik fik følelserne taget på mig, og jeg sagde nogle fornærmende og beklagelige ting. Uanset hvor frustreret jeg var, så bør jeg altid vælge at være respektfuld. Jeg er så ked af mine handlinger og vil lære af min fejl,' skriver hun.