Sanger og skuespiller Johnny Ruffo tog på hospitalet med svær migræne. Han gik derfra med et gigantisk ar og en skræk i livet. Nu venter han svar på sin videre skæbne.

Den 29-årige australske tv-stjerne, der er kendt fra tv-serien 'Home and Away' og australsk X Factor, tog søndag på hospitalet med kraftige smerter i hovedet og en tro på, at han havde fået et harmløst, men dog ganske kraftigt, migræneanfald.

Men det skulle vise sig at være langt mere alvorligt end det. For da tv-stjernen mødte op på hospitalet, fik han at vide, at han havde en tumor i hjernen, og at den skulle opereres væk med det samme, fortæller han til Daily Mail.

Johnny Ruffo ved stadig ikke, om tumoren er god- eller ondartet. Han afventer i øjeblikket lægernes svar, fortæller hans manager til mediet.

På Instagram har den 29-årige skuespiller delt et stærkt billede af sit voldsomme operationsar og teksten: 'Nogle ting i livet sætter virkelig andet i perspektiv. Jeg håber på et positivt resultat. Hav mig i jeres tanker'.

Johnny Ruffo er et kendt ansigt i hjemlandet Australien, hvor han fik sit store gennembrud som finaledeltager i X Factor i 2011. Senere fik han rollen som Chris Harrington i tv-serien 'Home and Away'.