I snart et år har den afdøde ejendomsmægler Jan Fogs hvide strandvejsvilla stået til salg. Men selv om prisen nu er sat mange millioner ned, er det endnu ikke lykkedes at finde en køber. Og det kan der være flere grunde til, forklarer mægler.

Han elskede selv at bo der. Det lagde den afdøde ejendomsmægler Jan Fog ikke skjul på, når han villigt inviterede blandt andre pressen på besøg i sin hvide palævilla på Strandvejen i Taarbæk.

Og med en placering helt ned til vandet og en skøn udsigt over Øresund, var det da heller ikke svært at forstå, at den karismatiske mægler var begejstret for sit hjem gennem mere end 30 år.

Da Jan Fog meget overraskende pludseligt døde af sin kræftsygdom, den såkaldte gammelmands-leukæmi, i april sidste år efterlod han sin formue til sin kone, Charlotte Juul - en ungdomskæreste, som han var blevet gift med halvandet års tid forinden.

Charlotte Juul valgte i september at sætte den gamle ville til salg for hele 34 millioner kroner. Men trods meget interesse er den endnu blevet solgt.

Det fortæller ejendomsmægler Claus Borg fra Claus Borg & Partner. Han overtog Jan Fogs forretninger efter hans død, og det er også Claus Borg, der har fået til opgave at sælge villaen.

Ifølge Claus Borg er det meget normalt, at huse i den prisklasse kan tage tid at sælge. Og det kan der være flere årsager til:

»Det kan være, at folk har noget andet, de skal have solgt, og det kan være, at der er problemer med at få det finansieret. Der kan være mange ting, der spiller ind,« siger han til BT.

Artiklen fortsætter under billedet

Jan Fog havde udsigt direkte til Øresund fra sin stue, som det ses på billedet.
Jan Fog havde udsigt direkte til Øresund fra sin stue, som det ses på billedet. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Han peger desuden på, at en anden faktor også kan have betydning for, at villaen endnu ikke har fået ny ejer.

»Udvalget af villaer op og ned langs kysten (langs Strandvejen, red.) er pænt stort i øjeblikket, så folk har meget at vælge imellem. Så der er nok mere til salg, end der er købere til,« forklarer han.

En optælling, som BT har lavet ved hjælp af boligsiden Boliga.dk ,viser, at der onsdag aften er 17 villaer til salg til over 20 millioner kroner med adgang til Øresundskysten. Alle 17 villaer ligger i samme område som Jan Fogs villa - nemlig ved Strandvejen mellem Hellerup og Vedbæk.

Selv om Jan Fogs villa endnu ikke er solgt, så er Claus Borg dog fortrøstningsfuld:

»Der er hele tiden en interesse (for Jan Fogs hus, red.), så vi har en fornemmelse af, at det nok skal lykkes inden så længe,« siger han.

Blandt de, der har set på den 373 kvadratmeter store villa, der er bygget i 1920, og som rummer hele 11 værelser, er blandt andre flere velhavende børnefamilier.

»Det er både familier, der bor i området i forvejen, og som gerne vil bo ned til vandet, og der har også været folk, der vender hjem fra udlandet, og som gerne vil have en god villa ved vandet tæt ved byen. Det er meget familier med børn i skolealderen - den købestærke gruppe,”« forklarer Claus Borg.

»Og jeg vil da heller ikke afvise, at køberen har været der. Men nogle gange skal folk lige tænke over tingene og have baglandet i orden. Og det tager bare lidt tid med de dyre huse nogle gange,« siger han.

Artiklen fortsætter under billedet

Ejendomsmægler Jan Fog sammen med sin hund, Hannibal, i sit yndlingsrum stuen i villaen på Strandvejen.
Ejendomsmægler Jan Fog sammen med sin hund, Hannibal, i sit yndlingsrum stuen i villaen på Strandvejen. Foto: Dennis Lehmann
Vis mere

Desuden kan det også have spillet en rolle for det manglende salg, at det netop er Jan Fog, der har boet i villaen.

»Mange af de mennesker, der har haft råd til at købe huse i den prisklasse, vil gerne være diskrete,« forklarer mægleren.

Jan Fog havde boet i villaen siden 1980’erne, og da villaen ikke var blevet renoveret i noget tid, trænger den til noget istandsættelse.

Allerede i 2015 kunne man se, at der var blevet sat stilladser op omkring huset - kort inden det blev sat til salg.

»Det er boet efter Jan Fog, der sætter dagsordenen, og de har brugt lidt penge på at få det malet og gjort lidt ved haven,« siger Claus Borg og tilføjer, at en eventuel køber også må påregne, at der skal nogle forbedringer til.

»Men det vil de fleste jo nok gøre. For folk, der har råd til at købe sådan et hus, har også deres egen mening om, hvordan køkkenet og badeværelset skal se ud,« forklarer han.

I april blev prisen på Jans Fogs villa sat ned fra 34 millioner kroner til 29,9 millioner kroner. Men heller ikke det har indtil videre resulteret i en underskrevet slutseddel – selv om den lavere pris ifølge Claus Borg har øget interessen.

En prisnedsættelse på over fire millioner kroner lyder jo voldsomt. Er det normalt for huse i den prisklasse?

»Det er jo klart, at jo dyrere husene er, des større skal prisnedsættelsen være, hvis det skal have en effekt. Hvis du har et hus til 30 millioner kroner og sætter det 500.000 kroner ned, så hjælper det ikke så meget. Nu har vi sat det så meget ned, da det også kan have en psykologisk effekt, at det bliver sat ned til under 30 millioner kroner,« fortæller mægleren, der ikke er bekymret for, om handlen kommer i hus.

»Nej, for vi har en god vare, og ved, at det skal nok blive solgt på et tidspunkt. Og vi ryster ikke på hånden, fordi der går noget tid, for det er helt normalt,« slutter han.

Jan Fog døde den 23. april i fjor, da han var i behandling for leukæmi. Under den sidste stamcelletransfusion gik noget galt. Angiveligt pådrog den 66-årige mægler sig en livsfarlig virus i forbindelse med rutinebehandlingen, der sendte ham i en komatilstand, som han aldrig vågnede op fra igen.

»Jan var i alle livets mål en fighter og en vinder – men en uheldig hændelse gjorde, at han ikke vandt over sin sygdom«.

Sådan skrev den afdøde liebhaver-mæglers nære ven, Susanne Asferg,  i en pressemeddelelse, som hun udsendte på egne og familiens vegne, dagen efter Fogs pludselige død på Rigshospitalet.

Jan Fogs villa kan ses her