Ulf Pilgaard er ved at lade op til årets Cirkusrevy og har ingen planer om at gå på pension. Tværtimod er han også tilbage igen på tv med sit eget sketchshow 'Stygge Ulf'.

Ulf Pilgaard, 71, er et ikon på den danske revyscene. Med sine 1,96 meter er han et sprællevende fyrtårn, der formår at vise sit mangesidede talent som skuespiller på film, teater og tv, hvor han spiller alt fra satanisk morder til Mærsk. Han er dansk satire-tv ´ s comeback-kid, som årene ser ud til at gå sporløst hen over. Og i en alder af 71 år har han igen fået sit eget tv-show - denne gang på TV2 Charlie. Kirsten Erlendsson har mødt Ulf Pilgaard.

Hvordan har du det? Du var indlagt med en byld på lungen i vinter?

- Jamen, jeg er ved at være fit for fight igen.

Der er røget 10 kilo, og dem skal jeg ikke tage på alle sammen igen. Jeg vejer 76 kg, og det vil jeg gerne holde. Jeg er spinkelt bygget, så jeg skal ikke have for meget at slæbe rundt på.

Jeg er ellers meget sjældent syg. Der kan gå 10 år imellem. Men da vi var færdige med optagelserne af ' Stygge Ulf' og jeg pludselig fik lidt fri, fik jeg feber, og den blev ved i 14 dage. Jeg havde ikke ondt, men det var ubehageligt, for der måtte jo være en årsag, og så endte det med, at jeg blev indlagt, og de fandt ud af, hvad det var. I min branche er man nødt til at være opmærksom på, hvordan man har det, selv om nogle mener, at vi skuespillere er meget selvoptagede.

Hvor længe bliver du ved? Mange af dine jævnaldrende har været på pension i 10 år?

- Både min bror og søster gik på efterløn, da de blev 60 år. Men jeg har stadig ikke tænkt mig ikke at lave noget, så længe der er bud efter mig. Der er heldigvis flere manderoller, også oppe i årene, og der er brug for folk, der kan spille 70-80 årige. Selv om det er de 40-årige, der sidder på alt i film og tv.

I øvrigt glemmer man helt, hvor gammel man er, når man hele tiden er i gang og arbejder sammen med folk, der er yngre end én selv. Det giver en hel masse, også om hvad det er for et sprog, de taler sammen. Jeg har lige stået på scenen med stand-up-komikeren Linda P, og hun er helt fantastisk. At hun kunne flere af mine gamle viser udenad og huskede bedre end jeg, kom helt bag på mig. Men for mig er der også meget socialt netværk i skuespillet.

Vi er jo som en familie i Cirkusrevyen, hvor jeg nu er den, der har været der længst af alle, også Elga Olga!

Har du nogensinde stået uden job?

- Nej, jeg har aldrig været arbejdsløs, men der var et halvt år, hvor jeg ikke havde noget at lave, og der blev jeg alvorligt nervøs for, om vi skulle sælge huset. Det er den evige frygt som skuespiller. Det er ingen sikker branche.

Det er fandenivoldsk. Som at kaste sig ud fra 10 meter vippen uden vand i bassinet. Man skal være lidt halvidiot, hvis man tror i et helt liv, at man kan leve af det. Men det er da gået meget godt. Men der er ingen garanti, selv efter 50 år i showbizz. Man opnår en vis kunnen og erfaring i løbet af et langt skuespilliv, men opgaverne skal også være der. Jeg har ikke haft nogen anden uddannelse at falde tilbage på, men altid troet, at der nok skulle dukke noget op.

Nu har du dit eget tvsatire-show efter 25 år. Er du tv's come-backkid?

- Ja, det har jeg vel vel altid været. Det var trist, da samfundssatiren forsvandt fra tv, da DR lukkede underholdningsafdelingen.

Jeg har tilbragt et halvt liv i Danmarks Radio, så det var meget mærkeligt, da det stoppede.

Men tænk, at Anders Fogh Rasmussen har kunnet regere i al den tid uden satire på tv, der har været kritisk og skarp overfor politikerne. Og Helle Thorning slipper sikkert også. Det er skræmmende og for dårligt. Der svigter DR én af sine forpligtelser.

Der bliver gjort mange gode forsøg, men det hele er blevet lidt for overfladisk og fladpandet, efter min mening.

'Live fra Bremen' gør et behjertet forsøg, men det er ikke godt nok. I 'Stygge Ulf' laver vi mere indirekte satire, der handler om vores fordomme om hinanden, som så udmønter sig i grin, og vi har da også en statsminister med hver gang, der er ved at tage livet af sin spindoktor! Vores opgave er at lave et alternativ til det grin, som er hos standupperne.

Hvordan har du klaret dig uden om faldgruberne i showbizz?

- Jeg var jo Benjamin, da jeg kom ind på ABC-revyerne og er gået i morskabsskole med et hav af de store gamle, som Dirch, Ove Sprogøe og Bodil Udsen. Jeg så jo i en tidlig alder, hvad misbrug havde af konsekvenser for store komikere som Preben Kaas og Jørgen Ryg.

Men der var jo heldigvis også andre rollemodeller, man kunne se op til, som f.eks. Ove Sprogøe, der var yderst disciplineret.

Dengang var der en helt anden kultur omkring drikkeri på arbejdspladserne, men det er stoppet nu. Man ser ikke en øl mere. I vores fag skal mange op til andre job næste morgen, så når revyen er slut, får vi os en øl og en snak, og så er det hjem.

Hvordan har du det med alderen?

- Jeg synes, jeg tænker mere over, at det er på slutningen.

Jo ældre man bliver, des flere vil man automatisk miste, og det skærer i hjertet hver gang. Når en god ven som Jesper Klein ikke er her mere, og nære venner og familie begynder at falde fra, så begynder man at tænke i de baner, og så er det med at udnytte den tid, der er tilbage.

Noget, der helt tydeligt viser mig min alder, er, at jeg kan regne ud, at jeg umuligt kan nå at læse alle de bøger, jeg har stående i reolerne, og det ærgrer mig.

Hvad får dig som komiker til at grine?

- Når noget kommer bag på mig. Man skal helst have humoristisk sans, men man kan godt træne sig op til at se de skæve ting. Lisbet Dahl har en god evne og intuition, og når hun ikke hører efter længere, er der noget galt med nummeret.

Hvordan ser du på revyens fremtid?

- Jeg skulle være et skarn, hvis jeg ikke så lyst på det. Det har været fantastisk at være med til at vende en udvikling, hvor revyen var erklæret for stendød, og så se, hvordan vi i de sidste seks år har spillet for totalt udsolgte huse. Det var publikum, der dementerede dødsdommen, da vi rundede de 100.000.

Revyen er ikke lige til at aflive. Det er et folkeligt fænomen i alle lag af befolkningen, hvor man kan få luft for sin frustration overfor dem, der bestemmer, hvad enten det er en firmarevy eller en lokal revy. Der ligger et vækstgrundlag for, hvad det er for et sprog, man taler. Ironien er en del af den folkelige humor. Cirkusrevyen er flagskibet, og vi er derfor forpligtet til at bryde nye veje og passe på, ikke bare at gentage os selv