Tomas Villum og hans ven, instruktør Anders Thomas Jensen, var tidligt i filmbranchen – i henholdsvis Hundested Biograf og en videoudlejning i Frederiksværk. De skabte sammen filmen ’Sprængfarlig bombe’, fordi de var irriterede på Lars von Trier og de kunstneriske film. I øvrigt tjente han i sine unge år lige så meget som sin lærer på sine fritidsjob – og fandt sammen med Maria Montell.

1. Kunne gætte folks brillestyrke

Jeg var her i 1981 på skiferie med min far Bjarne til venstre og min gudfar til højre. Dengang havde enhver mand med respekt for sig selv et overskæg, og der blev røget tobak – alle de voksne på billedet havde en smøg. Vi var i byen Lofer i Østrig, mine forældre gjorde alt, hvad de kunne, for at få os ud at rejse, og vi var afsted allerede i 1977. Min far var optometrist, altså brillemand, og han havde en butik i barndomsbyen Hundested. Min mor som hedder Vonnie, havde sit navn fra Canada, hvor hun voksede op, og hun spillede egnsteater og sørgede for, at jeg var med i min første teaterforestilling allerede da jeg var en syv år. Hundested var dengang en rigtig fiskerby, hvor det til alles store morskab skete, at rockernes motorcykler blev smidt i havnen, og den lokale professionelle dykker sørgede for at hente dem op igen og få dem gjort køreklare. Det lå i kortene, at jeg også kunne blive optometrist, og hvis snakken faldt på briller på et værtshus, plejede jeg at kunne gætte folks styrke i brillerne og se, om de har bygningsfejl.

2. For høj til Gummitarzan

Min karriere som skuespiller begyndte, fordi et par af mine venner skulle til casting til filmen ’Drengene fra Sankt Petri’, hvor Søren Kragh Jacobsen var instruktør – ja helt præcist havde jeg faktisk også været til casting på filmen ’Gummitarzan’, men der var jeg for høj til at få rollen. Nogle af mine venner havde set en annonce i Berlingske Tidende, og for at få en lille oplevelse, tog vi toget afsted en søndag formiddag, hvor vi også lige nød en enkelt øl i toget. Bagefter mente mine venner, at casteren Jette Terman var meget interesseret i mig, men det troede jeg ikke på. Vi var der bare for at få en lille oplevelse. Om aftenen sejlede vi ved Lynæs Havn, og jeg stod på vandski. Da jeg kom hjem, sagde mine forældre, at de havde ringet fra Det Danske Filmstudie og ville se mig mandag formiddag. Jeg mente, det var dumt, for jeg skulle jo i gymnasiet, men mine forældre sagde, at jeg havde jo alligevel ikke været der det sidste halve år. Til den næste prøve mødte jeg Joakim Knop, som også kom med i ’Drengene fra Sankt Petri’ – og vi ses ofte og har det møgsjovt.

3. Tjente mere end min lærer

Siden tredje klasse har jeg arbejdet meget efter skoletid. Mens jeg gik i gymnasiet, tjente jeg mere end min gymnasielærer. Fredag klokken 14 tjekkede jeg ind på Hundested Kro og tog en døgnvagt, der sluttede næste morgen klokken 5, siden sov jeg nogle timer og mødte igen lørdag klokken 10 og arbejdede til klokken 4 morgen. Søndag mødte jeg ind ved 9-tiden og kom hjem, så jeg lige kunne nå at lave lektier søndag aften. Jeg tjente godt, og alene drikkepengene gav mere end 2.000 kr. om ugen. Når jeg i dag skal tale med banken, og de spørger mig, hvad jeg tjener om måneden, svarer jeg: »Et sted mellem nul og 200.000 kr«. Det har de svært ved at forstå, men som skuespiller og instruktør har man altså ikke månedsløn.

4. I civilforsvaret på Bornholm

I 1990 var jeg på session og trak et møgnummer og derfor skulle jeg i militæret. Men jeg valgte dog i stedet at være militærnægter og skulle altså i civilforsvaret. Dengang var der halvandet års ventetid på at få overstået værnepligten, og det smadrede jo folks fremtid, fordi de ikke kunne gå i gang med en uddannelse. Men jeg ringede igen og igen og fik til sidst lov til at afsone tiden på Bornholm. Jeg kom på et hold, hvor jeg mødte Sebastian Dorset, og lige før Anders Breinholt skulle afsted. Kort efter var jeg med i filmen ’Det forsømte forår’ med Frits Helmuth som den voldelige lærer lektor Blomme.

5. Mødte Maria Montell og fik Blachmann i tv

Her et af de første billeder, der er taget af Maria (Montell, red.) og mig, vi var lige akkurat blevet par dengang i 2004 – vores søn bliver 13 næste gang. Vi mødtes til en middag på produktionsselskabet BLU, da jeg var vært på talentprogrammet Idols på TV3, og Maria Montell var med til at vælge artister ud til ’Stjerne for en aften’ – begge programmer blev lavet af BLU. Uffe Holm og jeg blev spurgt af direktøren på TV3 om, hvilke dommere vi kunne forestille os kunne fungere i DK. Jeg foreslog Thomas Blachman. Ingen anede, hvem han var, men han kom i panelet – og det har han jo stort set været siden, bare på X Factor. Men tilbage til Maria – en uge efter den aften ringede jeg til hende og spurgte, om vi ikke skulle mødes, og der gik ikke længe, før vi var et par. Jeg fandt hurtigt ud af, at Maria var nede på jorden, og vi havde fælles værdier. Hun boede i et sommerhus i Hornbæk nær skov og strand, ligesom min hjemby Hundested.

6. Nomineret til en Oscar

Jeg var her i 1997 på den røde løber til Oscaruddelingen med Anders Thomas Jensen. Vores kortfilm ’Ernst og lyset’, var nomineret til en Oscar for bedste kortfilm. Vi instruerede den sammen, og i hovedrollerne var Jens Jørn Spottag og Søren Østergaard.

7. Hollywood-legende

Jeg var assistent for Søren Kragh Jacobsen på hans film ’Øen i Fuglegaden’. Og talte meget med Hollywoodlegenden Jack Warden. Han fortalte mig, at han spillede hovedrollen i Death of a Salesman – En sælgers død – ved Arthur Millers uropsætning i New York i 66. Det syntes jeg var ret sindssygt – og så var han kæreste med Cary Grants datter. Han havde mange gode historier.

Anders Thomas Jensen & Tomas Villum Jensen
Anders Thomas Jensen & Tomas Villum Jensen
Vis mere

8. Tidligt i filmbranchen

Anders Thomas Jensen og jeg har kendt hinanden, siden vi gik i gymnasiet sammen i Frederiksværk – og vi har spillet både håndbold og fodbold mod hinanden. Ingen af os har skuespillerforældre – han arbejdede i videobutikken i Frederiksværk og jeg i Hundested Kino, så vi var dog tidligt i filmbranchen. I 2006 var vi sammen om at lave filmen ’Sprængfarlig bombe’ med Ulrich Thomsen i hovedrollen, som vi fik idéen til, fordi Lars von Trier spændte ben for et dogmefilmprojekt, vi så småt var i gang med. Peter Aalbæk syntes også, det var en god idé med en dogmefilm, men vi måtte opgive det, fordi Lars von Trier ikke ville ha’ det. Derfor lavede vi en film om en instruktør, der var skideirriterende. Sådan en instruktør, der lavede kunstfilm, som ingen forstod. Vi syntes det var sjovt, og ’Sprængfarlig bombe’ blev til – og den blev set af 350.000 mennesker. De første fire film, jeg instruerede, solgte omkring to millioner billetter, og jeg fik en del priser i udlandet – men ikke så mange i Danmark ...

9. Solkongen er vist 32 gange

Jeg var rigtig glad for at instruere filmen ’Solkongen’ der så vidt jeg ved, er en af de film, der er vist flest gange på dansk tv, nemlig 32 gange. Filmen, der handlede om romancen mellem Nikolaj Lie Kaas og Birthe Neuman, fik faktisk rigtig gode anmeldelser – Birgitte Grue gav den seks stjerner på forsiden af B.T. og 350.000 så den i biografen.