Problemer med ligeløn på tværs af etnicitet og køn er noget, Hollywood altid har haft. Og det har nu fået konsekvenser, efter at de to asiatiske skuespillere Grace Park og Daniel Dae Kim har trukket sig fra tv-serien ’Hawaii Five-0’.

I et Facebookopslag skriver Daniel Dae Kim: ’CBS og jeg var ikke i stand til at blive enige om en fortsat kontrakts udformning, og derfor traf jeg det svære valg ikke at fortsætte.’

Han henviser til, at produktionsselskabet og han selv ikke kunne blive enige under lønforhandlingerne. Daniel Dae Kim ville nemlig gerne betales lige så meget som sine mandlige, hvide medspillere, men det ville CBS ikke gå med til, skriver Hollywood Reporter.

Det har medført, at medskuespillerinden Grace Park også har trukket sig fra sin rolle i serien af samme årsager.

Generelt har Hollywood problemer med ligeløn for samme arbejde, og for nylig var også skuespillerinden Emma Stone ude og advokere for, at hun og andre skuespillerinder bør få lige så meget i løn som deres mandlige kollegaer, skrev CNN.

Skuespillerinde Grace Park.
Skuespillerinde Grace Park. Foto: ROBYN BECK
Vis mere

»Indtil videre har det i min karriere været nødvendigt for mig at få mine mandlige kollegaer til at acceptere en lavere løn, så vi kan tjene det samme. Og det er noget, de gør for mig, fordi de mener, det er det rigtige og mest fair,« sagde hun.

Argumentet for ligeløn er, at hvis jobtitlen er den samme som hos din mandlige og/eller hvide kollega, så bør du få lige så meget i løn som dem, uanset om du har et andet køn eller etnicitet end dem.

Ifølge Variety var den løn, som Daniel Dae Kim og Grace Park blev tilbudt omkring 10-15 procent lavere end den løn, deres medskuespillere fik.

Også ’Star Wars’ og ’V for Vendetta’-stjernen Natalie Portman har påtalt den enorme lønforskel, der er på hende og hendes mandlige kollegaer. Særligt i forbindelse med filmen ’No Strings Attached’, hvor hun spillede over for Ashton Kutcher, var forskellen stor, skriver US Magazine.

Hun fortæller, at han tjente tre gange så meget som hende, og at det var en præmis, hun modvilligt gik med på, men som hun i dag fortryder, hun ikke protesterede imod.