»Hvis jeg havde vidst, han var blind, havde jeg nok fået en abort.« Sådan sagde den tidligere britiske topmodel Katie Price om sin ældste søn Harvey, der både er blind, autist og lider af Prader-Willi syndrom, der hæmmer hans krops vækst.

Udtalelsen kom i programmet 'Loose Women', der sendes på kanalen ITV og består af et panel af kvinder, som taler om alt lige fra kendissladder til aktuelle politiske begivenheder.

Det skriver The Sun.

En programserie om livet med et handicappet barn kører disse dage over fjernsynsskærme i Storbritannien, og dét ønskede panelet at tale med Katie Price om, da hun selv er mor til en handicappet teenager, sønnen Harvey.

Den nu 13-årige dreng har hun med sin eks-kæreste, den tidligere fodboldspiller Dwight Yorke, og er den ældste af hendes fem børn.

Mor i ung alder til handicappet barn

Den nu 37-årige Katie Price blev mor til Harvey, da hun var blot 23 år gammel.

Hun uddyber da også sin udtalelse om abort i programmet med, at hun netop var meget ung og ikke anede, hvad det ville sige at være mor til et barn med et handicap.

»Jeg var ung, da jeg fik Harvey, og jeg indrømmer, at hvis jeg havde vidst, han var blind, før jeg fik ham, havde jeg nok - hvor hårdt det så end må lyde - fået en abort, fordi det ville have være sådan 'Åh min gud, han er blind, hvordan skal jeg klare mig?' Jeg ved det lyder hårdt,« forklarede hun.

Erfaringer har skabt ny holdning

Hun tilføjer dog, at hun siden har ændret holdning, efter hun har erfaret glæden ved at være mor - også til et handicappet barn.

»Jeg elsker Harvey helt vildt. Jeg ville ikke ændre noget som helst ved ham. Ja, det er udfordrende, men det er også givende.«

»Hvis jeg blev gravid igen, og jeg fik at vide, at barnet havde et handicap, ville jeg uden tvivl beholde det,« siger hun og fortsætter:

»Jeg ville endda adoptere et barn med et handicap. Indtil man har prøvet det, ved man ikke, hvad det indebærer.«