Venstres Kristian Jensen voksede op på en gård i Bøvlingbjerg,og som barn lærte han, hvor maden kommer fra.

På vores gård opdrættede vi Hereford-kvæg, og hvert år slagtede vi en kalv, som vi havde opdrættet. Mine forældre syntes, det var vigtigt, at vi havde en fornemmelse af, hvor maden kommer fra. Jeg fik til opgave at fede denne kalv op, og det skulle jeg også selv, for jeg var næsten lige så mager. Her er jeg vel 12 år, 150 cm høj og vejer nok 40 kilo. Kalven var svagelig og blev skubbet væk fra de andre, så den fik brug for lidt ekstra pleje med kraftfoder og mælkeerstatning. Den endte med at blive en pæn kalv med tiden. Når man vokser op på landet, skal man have et godt forhold til dyrene, men huske, at det er nyttedyr og ikke kæledyr. Men det var dog en speciel og lidt trist dag, da kalven skulle slagtes.

Som 15-årig var jeg pludselig tvunget til at bruge briller på grund af nærsyn, og det gjorde jeg indtil 2005, hvor jeg fik foretaget en operation. Den kostede 24.000 kr., og efter en uge var det fantastisk at have synet igen. Nu kan jeg spille fodbold og tage i svømmehallen med mine børn og samtidig se godt. Og, jo, jeg var vildt bange før operationen.

Min hustru og jeg mødte hinanden til en fest i gymnastikforeningen, hvor vi havde Mexico som tema. Trine havde tidligere gået på holdet, men hun boede nu i København og fulgtes til festen med en veninde, selvom hun egentlig ikke var inviteret. så selv om det var første gang, vi mødtes, så besluttede vi, at det skulle være os. Vi skulle være kærester. Vi tog et par år senere på bryllupsrejse til Mexico (billedet). Jeg må sige, at jeg er urimelig godt gift. Vi mødte hinanden 17. februar 1996, blev gift 15. maj 1999. Og nu har vi tre sønner sammen.

I 1991, da jeg var færdig med Højere Handelseksamen, søgte jeg - uden held - ind hos Mærsk, hvor 2.500 ansøgte om 50 stillinger. Jeg blev tilbudt en stilling i Unibank, og så var det bare med at sige ja tak, for ungdomsarbejdsløsheden var høj. En af de sjove oplevelser i banken i Brande var, da en pensioneret syerske, som virkelig havde haft knappe vilkår, vandt en kvart mio. kr i gevinstopsparing. Filialdirektøren og jeg inviterede hende til en snak, og hun kom meget nervøs og i sit bedste tøj. Hun var bange for, at hun havde gjort noget forkert. Men vi skulle bare fortælle hende, at hun havde vundet, og jeg tror ikke, nogen i verden havde fortjent de penge mere end hende.

Jeg havde nogle fantastiske krøller, min mor ikke nænnede at klippe af. Og min far havde skæg, det var ikke så populært, men jeg har faktisk aldrig set ham uden skæg. Min mor sagde, at hvis han nogensinde fjernede skægget, ville hun skilles. Mine forældre var først efterskolelærere i Nr. Åby og kom til Bøvlingbjerg i Vestjylland i 1975, hvor de blev lærere på en friskole. Til højre står en irsk udvekslingsstudent, Berry. Jeg står til venstre og i midten min storebror, Erik.

Min storebror og jeg har altid været med til arbejdet derhjemme: Køre halm, samle kartofler, plukke jordbær og passe køer. Vi havde en ejendom på otte tønder land, så vi var omtrent selvforsynende. Erik er 15 måneder ældre end jeg, så vi skulle konkurrere om alt. Han er kraftigt bygget og jeg splejset, så jeg fik min andel af de broderlige klø. Han var stærk, og jeg var hurtig – måske også hurtigere i replikken dengang. Vi gik på samme skole, hvor vores forældre underviste, fulgtes ad til gymnastik og håndbold – og, ja, vi jagtede vel også af og til de samme piger.

Ved mit allerførste vælgermøde i 1998 havde jeg landets daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen som modkandidat, og det var lidt af en ilddåb. Det var året, da han udstedte efterlønsgarantien, og i debatten fik han mig lidt ud på glatis. Men set tilbage må jeg sige, at valget gik godt for mig. Jeg fik ca. 9.600 stemmer ved første valg, og han fik ca. 13.000 stemmer. Statsministereffekten slog ikke så kraftigt igennem.

I Bøvling Ungdomsforening var jeg træner for flere gymnastikhold. Jeg brugte meget tid på gymnastikken både som aktiv og som træner. I gymnastik kan man konkurrere mod andre, men man konkurrerer først og fremmest med sig selv, og det kan jeg godt lide. Ville ønske, jeg stadig havde tid til at være træner.