Husk lige tandbørstens Christian Fuhlendorff er sprunget ud som single og bekræfter, at han sover med sin medvært Christina Bjørn

Først brast kærligheden for den 28-årige værtinde på DR's Husk lige tandbørsten Christina Bjørn, der gik fra kæresten Nicolas gennem otte år. Nu melder medværten Christian Fuhlendorff også, at kærligheden er gået i stykker mellem ham og kæresten Karina, som han har en datteren Mikala på halvandet år med. Det skriver Se og Hør.

Mere kuriøst kan man også læse, at de to tandbørste-værter har sovet sammen, og nu spekulerer bladet i en romance a la den, der opstod mellem de 'gamle' værter Casper Christensen og Anette Toftgaards tilbage i 1995 .

Christian Fuhlendorff forklarer således, hvorfor han kom ud af Christina Bjørns hoveddør lørdag morgen:

- Fordi jeg overnattede der fra fredag til lørdag, og det er ikke første gang, siger Fuhlendorff til bladet.

Både han og Christina Bjørn afviser, at de er kærester. Christina Bjørn siger, at hun slet ikke er parat til en kæreste, mens komikeren stadig har svært ved at tale om bruddet med kæresten Karina, som han fortsat deler adresse med på Frederiksberg.

- Karina er mor til mit barn. Hun ønsker ikke opmærksomheden, som er kommet i kraft af mit arbejde. Derfor er det for os begge et meget følsomt emne, som jeg egentlig havde håbet på ikke at skulle tale om i pressen, siger Fuhlendorff til Se og Hør.

Det er blot en lille måned siden, at komikeren fortalte om kvinderne i sit liv i Alt for damerne, hvor han blandt andet roste sin otte år ældre kæreste for at have været med til at hjælpe ham ud af sit hashmisbrug.

I bladet lagde han heller ikke skjul på, at der var op- og nedture i deres kærlighedsforhold, der begyndte med en henvendelse på Facebook, hvor Karina spurgte om billetter til et show og lovede Fuhlendorff et bungy jump som tak.

- Det bungy-jump, hun lovede mig på Facebook, blev aldrig til noget, men vores forhold har været ét langt bungy-jump. Nogle gange går det op, og andre gange går det ned, for vi har begge et enormt temperament, men Karina bakker mig altid op, sagde han i Alt for damerne i september.

BT har forsøgt at træffe både Christian Fuhlendorff og Christina Bjørn for en kommentar, men uden held.