’Take That’-stjernen Gary Barlow er en populær sanger og sangskriver. Men det var en noget barsk besked, han fik i begyndelsen af sin karriere.

Han er hjernen bag de fleste af den storhittende popgruppe Take Thats sange. Han er selv en dygtig sanger, og han er flere gange blevet udnævnt som den i Take That med det største talent.

Men havde den nu 46-årige sanger Gary Barlow ikke haft så meget gå-på-mod, så kan det være, at verden aldrig havde fået hans mange sange at høre.

Det var nemlig en meget nedslående og noget barsk besked, som den kendte sanger fik, da han som 16-årig ville påbegynde sin sang-karriere.

Det afslører han i den britiske avis The Guardian.

Gary Barlow bliver spurgt om en række ting – blandt andet om, hvad det værste nogen nogensinde har sagt til ham, er. Og det er altså noget tilbage fra hans ungdom.

»Da jeg var 16 år, havde jeg taget et demo-bånd med til udgiveren i et pladeselskab, som lyttede til det, mens jeg sad der. Derefter åbnede han vinduet, smed kassettebåndet ud og sagde: ’Kom aldrig tilbage’,« fortæller sangeren.

Historien melder ikke noget om, hvem den barske pladeudgiver var, men mon ikke vedkommende efterfølgende har ærgret sig en del?

Det gik nemlig Take That så forrygende op gennem 90’erne, at gruppens medlemmer alle blev mangemillionærer. Ifølge Itv blev Gary Barlow i 2014 estimeret til at have en formue på omkring 60 millioner pund svarende til omkring en halv milliard kroner.

Siden gik Take That fra hinanden i en længere periode for atter at blive genforenet i 00’erne – dog i første omgang uden stjernen Robbie Williams. Han kom dog siden til for efterfølgende at smutte igen. Og siden er endnu en af de oprindelige fem ’Take That-drenge – nemlig Jason - også smuttet.

I interviewet med The Guardian afslører Gary Barlow også, hvad der har været hans mest pinlige øjeblik. Og det går tilbage til de gyldne ’Take That’-dage i 90’erne.

»Mine bukser revnede, da jeg var på scenen i de tidlige ’Take That’-dage. Jeg gjorde situationen værre ved at kante mig over til siden af scenen. Jeg skulle bare have vendt mig mod publikum og sagt: ’Se, hvad jeg har gjort’. De ville have elsket det,« lyder det fra sangeren.