Lørdag aften spillede 'Top Charlie' op til fest i Parken i København. Primært var det dansktop-publikummet som smed hæmningerne og skrålede med på de festlige toner.

Men blandt de fremmødte var også rapperen Jokeren, hans eksflamme sangerinden Szhirley og popsanger Eran DD. Det var ikke fordi de tre venner stod på stolene af begejstring, men de blev hængende og lyttede tålmodigt til den musik, som ganske vist er langt fra deres egen, men i den grad ligeså populær hos sit publikum.

De tre var mødt op for at støtte og se en af deres veninder - nemlig dansktopsangerinden Dorthe Kollo, som har udmeldt at pensionen indtræder til efteråret.



I aftes var hun dog slet ikke pensionslysten, da hun sammen med blandt andre Dario Campeotto, Keld og Hilda Heick, Johnny Reimar og mange, mange flere fra det katalog, spillede for små 6000 gæster i Parken.



- Jeg er for at støtte Dorthe, sagde Jokeren fåmælt, men med et smil, da han ankom til bagindgangen til Parken tidligt på aftenen.

De tre 'Toppen af Poppen'-venner af Dorthe Kollo forlod dog festen i god tid.