En velgørende vise for Haiti, som den 24-årige sangerinde Sys Bjerre er kvinden bag.
Og man må i den grad sige, at missionen er lykkedes for Bjerre & co. At sende ofrene for jordskælvet i Haiti en ordentlig bid af himlen.
For støttesangen 'Skrøbeligt fundament' går sin sejrsgang på hitlisterne og ligger nr. 1. både på airplaycharten og på iTunes, og er desuden den mest solgte fysiske single.
- Jeg fandt ud af det i forgårs, da jeg tilfældigvis gik forbi pladeselskabet. Jeg er sindssygt glad og stolt, fortæller Sys Bjerre, der blev mødt med skulderklap og sejrsdans på pladeselskabets kontor.
Det er også en bedrift af de helt store, den lille rødtop har begået. For udover at skrive sangen har Sys Bjerre ringet land og rige rundt for at få Danmarks stærkeste stemmebånd med på sangen.
Talenter smed alt
Lina Rafn, Karen, Ida Corr er blandt de mange talenter, der smed alt, hvad de havde i hænderne, for at støtte op om projektet. Og selvom 'Skrøbeligt fundament' er Sys Bjerres første støttesang, er hun ikke fremmed for at støtte den gode sag igennem musikken.
- Jeg kan huske, da jeg som teenager var nede i pladebutikken og købe 'Selv en dråbe'. Nogle år senere tog jeg turen derned for at købe 'Hvor små vi er'.
- Og det med at støtte andre har jeg nok hjemmefra. Jeg kommer fra en familie, der er meget socialt bevidst. Min mor kan aldrig sige nej, og det har jeg nok arvet lidt af, siger Sys Bjerre. Og forklarer hvordan moderens hjerte ofte løb af med hende, når folk med raslebøsser ringede på hoveddøren i barndomshjemmet.
Bjerre er særlig stolt af, at sangen har succes midt i en krisetid.
- Der er mange, der sløjfer støtten til Unicef eller Amnesty International. Hvorfor? For de 185 kr. kan man bare lade være med at købe den ekstra flaske vin, man ellers ville have købt.
Derfor synes jeg, at det er fantastisk, at der er så god opbakning omkring sangen.




















