Limousinekørsel, omklædningsrum i hvidt fra gulv til loft og kildevand fra Fiji-øerne. Det er nogle af de ting, popdivaen Jennifer Lopez kræver stillet til rådighed under sin koncert i København.

Det bliver et cirkus af dimensioner, når en af verdens største popstjerner rammer Forum den 3. november. Jennifer Lopez skal give sin første koncert på dansk grund, med alt hvad dertil hører af glamour, gossip og stjernenykker.

Det er ikke ualmindeligt, at de helt store stjerner sender en såkaldt 'rider' i forvejen, inden de skal give koncert. En 'rider' er en liste med krav, der skal efterkommes af koncertarrangøren. J-Lo ankommer med et følge på 108 personer, der blandt andet omfatter musikere, dansere, teknikere, stylister, make-up artister og sikkerhedsfolk.

Det kræver J-Lo

BT erfarer, at Jennifer Lopez' rider forud for koncerten i Forum kræver otte omklædningsrum, hvor hendes personlige skal være helt i hvidt med hvide duge, hvide håndklæder og hvide møbler. Der skal være masser af det særlige FIJI-kildevand, som er tappet fra et lukket økosystem dybt nede i undergrunden på Fiji-øerne i det sydlige Stillehav. Så skal der være ris, pasta, varm chokolade og diverse vitamindrikke. Jennifer Lopez og hendes nærmeste skal desuden transporteres i limousiner og SUV'er, ligesom der skal være pizzaer til hele det 108 mand store følge efter showet.

Ud over Jennifer Lopez' eget følge har koncertarrangøren IOC Concerts hyret 180 mennesker, der skal hjælpe med afviklingen af showet i Forum. Kim Worsøe fra IOC Concerts bekræfter over for BT, at de som arrangør er villig til at gå rigtig langt for at imødegå stjernernes krav, og at alene forplejningen af de små 300 personer, der skal arbejde i Forum på dagen, bliver bekostelig.

Excentriske stjerner

- Vi lever op til artistens rider til punkt og prikke, og det er meget sjældent, at vi har måtte sige nej til noget, siger Kim Worsøe fra IOC Concerts, som står bag Jennifer Lopez' kommende koncert i København.

Kim Worsøe kan dog ikke give et eksempel på et krav fra en artist, som IOC Concerts ikke ville opfylde, men fortæller, at de store stjerner som regel altid har omfattende og specielle krav.

For eksempel da det amerikanske rockband Bloodhound Gang spillede i Tivoli i 2000. Da krævede de excentriske blodhunde en karton Marlboro Light og seks poser M&M's sorteret efter farver.

- Tænk, at de har fundet på, at 'det her' skal stå i vores rider. Det var uden tvivl gjort i sjov, men det siger vi heller ikke nej til. Vi efterkom deres ønske, men vi måtte lige drøfte internt, hvis opgave det skulle være at sortere de mange M&M's, men det blev gjort, fortæller Kim Worsøe.