2012 har været et særdeles godt år for Mads Mikkelsen - både på dansk grund og i udlandet. Nu kan han føje endnu en bedrift til listen over succeser

I nat dansk tid blev Danmarks i øjeblikket største filmstjerne nemlig kåret som ‘årets person’ i New York. Mellem skyskrabere, store drømme og blinkende reklamesøjler løb Mads Mikkelsen med titlen, som tidligere er tilfaldet en række fremtrædende erhvervsfolk og kongelige.

Arrangementet blev afholdt af Danish American Society, som er en forening, der er arbejder for at styrke båndene mellem Danmark og USA. Sidste års prismodtager var Dronning Margrethe, men i år skulle showet være mere ’funky’, fortæller Malena Belafonte, der er bestyrelsesmedlem og medarrangør.

- Vi valgte Mads, fordi vi ville prøve noget helt nyt i år. Han er en perfekt efterfølger, fordi han klarer sig utrolig godt og beviser, at man godt både kan kapre Hollywood og Danmark på samme tid, siger den tidligere Vild med dans-deltager.

Et vildt år

Med en sejr i Cannes, hovedrollen i den amerikanske tv-serie Hannibal Lecter og en anmelderrost medvirken i ‘En kongelig affære’ - Danmarks bidrag i kapløbet om en Oscar - har Mads Mikkelsen for alvor markeret sig internationalt i år. Alligevel er han overvældet af titlen som ‘årets person‘.

- Jeg er stolt, jeg er super stolt. Det er meget voldsomt, siger Mads Mikkelsen til BT og fremhæver nogle af årets højdepunkter:

- Jeg har et godt liv med min familie, som er sund og rask, og så har jeg jo været i Cannes og har haft en sejr dernede, og vi har også været i Berlin, hvor vi har vundet nogle priser. Så det har været et meget stort år for mig.

Blandt aftenens gæster var den danske sangerinde Oh Land, Malena og David Belafonte, kendisfrisøren René Fris og Prins Philippos af Grækenland og Danmark.

Mads Mikkelsen havde sin kone Hanne Jacobsen og sønnen Carl med til New York for at modtage prisen.