Den rapkæftede og til tider ubehøvlede stjernekok Gordon Ramsay har mildest talt et anstrengt forhold til sin svigerfamilie.
Og nu har Ramsays anklager mod netop svigerfamilien ført til, at svigerfaderen Chris Hutcheson og tre andre fra svigerfamilien er sigtet for at have hacket kokkens computer og blandt andet få adgang til private e-mails.
Det skriver blandt andet the Guardian.
Men der er ikke tale om en ny episode. Det skulle tilsyneladende være sket i 2010 og i 2011.
'Sigtelserne kommer efter påstande om, at de (de sigtede, red.) har konspireret om at få adgang til en computer og dens data uden tilladelse mellem 23. oktober 2010 og 3. marts 2011,' lyder det i en officiel udmelding fra politiet.
I 2010 fyrede Ramsay sin svigerfader, der i flere år var den administrative direktør i Ramsays madimperium. Det førte til en bitter, offentlig krig, hvor der blev kastet med mudder i pressen. To år senere førte til et forlig i retten, som kostede Ramsay to millioner pund.
Gordon Ramsay har været gift med Chris Hutchesons datter, Tana, siden 1996, og parret har fire børn sammen. Hun har ifølge flere britiske medier droppet al kontakt med sin far.
Ifølge the Guardian vil det første retsmøde finde sted 14. marts. Her skal Hutchesons børn Adam, Chris og Orlanda Butland også for retten.