’Ka’ du tyg’ det, mormor? Ska’ du ha’ en tååååst?’, ’Du ved aldrig, hvornår du får brug for en jernstang, der’ og ’Det’ gas, du ka’ ta’ det’.

Hvis man er en af dem, der gik rundt i skolegården og gentog disse sætninger igen og igen i 2001, så er der grund til snart at blive svært begejstret.

Sidst i oktober udkommer Anders Matthesen nemlig med bogen ’Ternet Ninja’, der udspiller sig i universet fra hørespillet og filmen om Terkel i knibe. Og han lover endda, at både Terkel samt onkel Harry, der vil have mormor til at spise ’tååååst’, også medvirker kortvarigt.

Denne gang er hovedpersonen dog Terkels 13-årige fætter Aske, hvis liv forandres, da hans onkel Stewart (ja, dén onkel Stewart!) forærer ham en ninja-dukke, fortæller han til Metroxpress.

»Det startede for mange år siden som et manuskript til en animationsfilm. Projektet blev udsat på grund af forskellige ting, men jeg har altid tænkt, at det kunne være sjovt at dykke dybere ned i det her lidt naive univers, hvor nogle unger cykler rundt i en forstad inspireret af Albertslund, hvor jeg jo selv er vokset op,« fortæller Anders Matthesen.

Komikeren understreger, at han sætter en ære i ikke at gentage sig selv, hvorfor ’Ternet Ninja’ ikke er en egentlig fortsættelse på den 15 år gamle historie.

Han følte blot, at der var mere saft og kraft i hele universet.

Anders Matthesen kan sagtens forestille sig, at ’Ternet Ninja’ også bliver filmatiseret på et tidspunkt, men der er ikke noget, der er konkrete planer om endnu.

’Ternet Ninja’ udkommer 28. oktober.

Anders Matthesen fik dobbelt platin for salg af "Terkel i knibe". Her sammen med sin mor.
Anders Matthesen fik dobbelt platin for salg af "Terkel i knibe". Her sammen med sin mor. Foto: Jeppe Carlsen
Vis mere