Steve Irwins 17-årige datter, Bindi Irwin, er med i den amerikanske version af 'Vild med Dans', ’Dancing With The Stars’. Og her udnytter hun chancen for at ære sin far.

Da mandagens episode havde ’Det mest mindeværdige år’ som tema, var Bindi Irwin ikke i tvivl om, hvilket år hun skulle vælge. Bindi Irwin valgte 2006. Året, hvor hendes far døde.

Steve Irwin blev berømt over hele verden for sine tv-reportager om alverdens farlige dyr. Men for ni år siden gik det galt. I en alder af kun otte år mistede Bindi Irwin sin far, da han blev stukket ihjel af en pilrokke under en tv-indspilning.

Det skriver vg.no.

I ’Dancing With The Stars’ fortæller hun om sin far og de gode oplevelser, de har haft sammen.

»Vi havde så mange morsomme eventyr sammen. Det var den bedste tid i mit liv,« fortæller Bindi om ’verdens bedste far’.

I programmet med temaet ’Det mest mindeværdige år’ dansede hun og dansepartneren, Derek Hough, til sangen ’Every Breath You Take’.

Artiklen fortsætter under videoen

»Det tog lang tid, før jeg virkelig forstod, hvad der var sket. Resten af livet vil jeg vente på, at han kommer hjem igen,« fortæller Bindi Irwin om farens død.

Efter parrets optræden brød Bindi Irwin ud i tårer, idet hun fortalte, hvad dansen betød for hende. Til et stort bifald fra publikum og med en smilende og stolt mor og bror på tilskuerrækkerne.

»Den her dans er til min far og min familie. Alle derhjemme. Den her er til ham,« lød det rørt fra hende.

Dommerne var også ret imponerede og rørte, og det gav sig til udtryk i deres flotte kommentarer efterfølgende. Parret opnåede toppoint for dansen.

Da Steve Irwin døde tilbage i 2006, var det ikke kun hans datter, der blev rørt. Hele verden, der har fulgt Irwins eventyr, blev rørt, og det gav sig til udtryk ved en mindehøjtidelighed, hvor flere tusinder mennesker var mødt op for at hædre den dengang 44-årige australske eventyrer. Men det var dog alligevel datteren, der gjorde sig mest bemærket. Det gjorde hun i en mindetale, hvor hun blandt andet sagde:

»Jeg havde den bedste far i verden, og jeg vil savne ham hver dag. Hver gang jeg ser en krokodille, kommer jeg til at tænke på ham.«

Dengang snakkede hun også om, at hun ville fortsætte det arbejde, som hendes far havde startet. Et arbejde, der gik ud på at få andre mennesker til at elske vildmarken lige så meget, som han gjorde. Og hun har gjort forsøget i forskellige tv-serier. Blandt andet ’Bindis Bootcamp’ fra 2010, men også i programmet, som hun skulle have indspillet med sin far, ’Bindi, The Jungle Girl’.