De første dedikerede fans mødte allerede op kl. 6.00 i morges.
- Vi vil være sikker på at være forrest, lyder det fra søstrene Camilla og Trine Rosenbæk på henholdsvis 21 og 17 år.
- Jeg er stor Britney fan. Hun er så fantastisk og laver den fedeste musik, siger Camilla Rosenberg, 21.
Også Emina Lehnert, 15, og Clara Ek Schrøder, 14, har været tidligt oppe. De kom kl. 8.00.
- Britney er så sej. Selv om hun har været mange ting igennem, så kommer hun tilbage med et brag, siger de to veninder.
Omkring middagstid sad ca. 200 fans i kø foran Parken. Nogle sov, andre spillede kort, mens et par enkelte dansede rundt til Britney Spears sange. Blandt andet Nanna Sander, 18, og Emilie Mærsk, 15.
- Vi er cheerleaders i Vanløse, og vi danser til hendes musik. Vi er rigtig store fans, fastslår de begge.
Selv om der er store forventninger til aftenens koncert, er er ingen af de fans, som B.T. har talt med, der regner med at komme tæt på Britney Spears eller få en autograf. Rygterne forlyder, at den amerikanske popstjerne lander i Danmark i eftermiddag, og at hun forlader landet så hurtigt som muligt efter koncerten.
- Men hvis hun har tid til en enkelt autograf, så vil det være fedt, siger Nanna Sander.
Britney på lynvisit
Frk. Spears lander ifølge B.T.s oplysninger lørdag klokken 17.00 i Københavns Lufthavn Kastrup, hvorfra hun kører med en eksklusiv limo direkte til Parken - og forlader Parken igen, næsten inden musikken dør ud.
Altså inden publikum kommer ud fra tilskuerpladserne.
Et privatfly står nemlig klar til at flyve sangerinden tilbage til det luksuriøse Dorchester Hotel i London, hvor hun har base i al den tid, hun spiller i Europa. Også selvom næste turnéstop er vores naboland Sverige.
Men det kan ske, at Ms. Spears alligevel ombestemmer sig og overnatter i København, hvor der står indtil flere hotelsuiter klar til den skandaleombruste stjerne.
Har du set Britney? Eller kender du noget til hendes planer for besøget i Danmark?
Så skriv til B.T. på btwebmaster@bt.dk
Læs mere om Britney Spears besøg i Danmark i lørdagens udgave af B.T.




























