Skuespillerne fra Østre Gasværk smækker døren i for DR.

DR2’s kulturprogram Smagsdommerne med Adrian Lloyd Hughes i spidsen var ikke velkomne på det københavnske teater Østre Gasværk, da det aktuelle stykke ’Dæmoner’ skulle anmeldes.

Programmet bedømmer ikke teater-genren sagligt, er stykkets skuespillere blevet enige om. Det fortæller Peter Oliver Hansen, der selv spiller med i stykket.

- Vi har besluttet, at Smagsdommerne ikke skulle bydes indenfor, fordi vi mener, at deres anmeldelser desværre ofte er usaglige og overfladiske. I Smagsdommerne bliver stykker ofte slagtet i én sætning: ’Væk – duer ikke’. Vi vil gerne have anmeldere ind med kærlighed til teatret, fortæller Peter Oliver Hansen og tilføjer, at alle andre anmeldere er velkomne.

Men han afviser blankt, at skuespillerne er nogle sarte sjæle.

- Vi kræver ikke seks stjernede anmeldelser for at være glade. Men vi kræver, at de, der bedømmer os, har forstand på lortet, siger Peter Oliver Hansen og henviser til et i hans øjne uheldigt eksempel, hvor sangerinden Caroline Henderson anmeldte musicalen ’Mamma Mia’.

- Jeg oplevede desværre, at det ikke blev vurderet som det, det er skabt som: Fis og ballade, der trækker fulde huse og får folk til at gå glade hjem.

Men er det ikke en uskik, at frasortere anmeldere på den måde?

- Nej, det mener vi ikke. Vi skal bestemt ikke behandles med fløjlshandsker. Men der er en tendens til, særligt på nettet, at selvbestaltede anmeldere giver deres mening til kende om alt. Det er selvfølgelig fint, men vi synes bare, at det er god idé, at de, der har forstand på teater, anmelder teater, siger han.

Han understreger, at han intet har imod Smagsdommerne som koncept, og Adrian Lloyd Hughes holder man meget af.

Hughes selv siger, at det ærgrer ham, at Smagsdommerne ikke er velkomne.

Mens teaterchefen på Østre Gasværk Pia Jette Hansen siger, at beslutningen om at lukke Smagsdommerne ude står for skuespillernes egen regning.

- Teatrets holdning er, at alle anmeldere er meget velkomne - også Smagsdommerne, siger Pia Jette Hansen til politiken.dk