Da Skype-milliardæren Janus Friis friede til sangerinden Aura, fik hun en ring til over tre mio. kr. Men inden bryluppet blev afholdt, gik parret fra hinanden, og nu er hun klar til at aflevere ringen tilbage, skriver Ekstra Bladet.

Der er bare en betingelse:

»Janus Friis har fået et tilbud om, at han kan få ringen tilbage, hvis han betaler de advokatomkostninger, han har påført Aura i de mange retssager i USA og Danmark,« siger sangerindens danske advokat, Bjarke Vejby, til Ekstra Bladet.

Siden parret gik fra hinanden har det ikke gået stille for sig. Janus Friis - der hævder, at Aura har været ham utro - har sagsøgt ekskæresten adskilige gange siden foråret 2015. Udover slagsmålet om den tæskedyre ring, har han krævet seks millioner kroner af sangerinden, som hun ifølge milliardæren har fået i form af kontanter og gaver. Derudover har han nedlagt påstand om, at Auras lejlighed i indre København, er hans selvom den står i hendes navn.

Janus Friis har hyret ikke færre end 13 advokater i fire lande til at håndtere den komplicerede økonomiske sag, der også omfatter en stævning af Aura Diones holdingselskab. I slutningen af april i år fortalte Janus Friis for første gang, hvordan han oplevede afslutningen på deres forhold:

»Vores liv var viklet sammen i et kærlighedsforhold. På et tidspunkt opdagede jeg, at jeg i virkeligheden var blevet udnyttet. Det handler om et dobbeltliv. Der var et mønster. Det kom til et brud, og det blev besluttet at tilbagekalde lånet,« sagde Janus Friis til Berlingske Business.

Aura Dione har ikke været ude og kommentere på sagen i offentligheden. Men i forbindelse med Janus Friis' interview gjorde hun det via sin advokat klart, at hun bestrider, at hun nogensinde skulle have lånt 15 millioner af Janus Friis, som ellers er et stridsmål mellem de to.

Hvad Aura Diones advokatregning lyder på er uvist, men det er formentlig ikke billig.