Et dejligt menneske med en smuk holdning til livet. Sådan beskriver skuespilleren Jytte Abildstrøm kunstneren og musikeren Freddy Poulsen, også kendt som Freddy Fræk, efter Politikens nyhed om, at han netop er død. Han blev 80 år gammel.

»Han havde sådan et smukt sind. Et kærligt sind. Og en smuk menneskelig indsigt. Han kunne takle både høj og lav. Han var sig selv og kunne omgås alle med sin banjo.«

Sådan beskriver skuespilleren Jytte Abildstrøm den nu afdøde Freddy Fræk, som hun har kendt lige siden, de to spillede sammen i den legendariske børne-serie 'Sonja fra Saxogade' fra slutningen af 60'erne.

»Han var et dejligt menneske. Hans livsholdning var at gøre andre glade,« tilføjer hun.

Det var Abildstrøm, der opdagede Fredy Fræk i Tivolis Vise Vers Huset og foreslog instruktøren Jytte Hauch-Fausbøll fra Danmarks Radio, at Sonjas mor skulle have en kæreste. Og det blev starten til et livslangt venskab.

Hun vil især huske sin gamle ven for hans udadventhed og hans ægthed.

»Han havde hjertet med i alt det, han lavede. Et er, at du tør stille dig op og spille teater, men han turde også være sig selv. Han var jo sig selv.«

Mange vil huske Freddy Fræk for hans rolle som Frede i 'Sonja fra Saxogade', hans mange børnesange eller den karakteristiske kazoo, som en overgang simpelthen bare hed 'Freddy Fræk-fløjten.' Men han arbejdede også som kunstner med både skulptur, grafik, udsmykninger og billedkunst.

Selv om Jytte Abildstrøm indrømmer, at hun ikke altid forstod hans kunst, så er hun glad for, at han også fik forløst den side af sig selv.

»Det har været så smukt et liv.«

»Vi ved ikke, hvad der ligger og venter. Jeg sender ham mange kærlige tanker, der hvor han er nu.«