En kold novembermorgen i 2006 var Eddie Skoller udsat for det, han selv beskriver som et mirakel.

Han havde netop fulgt sine døtre Sarah og Ingrid i skole, og mens han og hunden Frida luntede hjem gennem Gentoftes mange villakvarterer, viklede snoren sig pludselig ind i en anden hunds snor, og for enden af den stod Dorrit. En 45-årig kvinde, som Eddie Skoller faldt pladask for.

- Ja, det lyder som et helt filmmanuskript. Men det var sådan, vi mødtes første gang, siger Eddie Skoller om kæresten Dorrit Elmquist, mens smilet bliver større og større. Ikke på den sædvanlige showbiz-måde. Men et bredt og stort smil, der nærmest får øjnene til at forsvinde bag hans kinder.

Og der er også god grund til at smile. Dorrit er ikke kun årsagen til, at Eddie Skoller for tiden er aktuel med sit første studiealbum i 38 år. Et album, der indeholder 15 meget personlige viser og sange om livets op- og nedture, og om at blive forladt og fundet igen.

Et stort sort hul

Før hende var den dansk/amerikanske entertainer røget ned i et stort sort hul. I 1997 fik selvtilliden et knæk, da anmelderne rakkede hans show ’Interneddie’ ned. Og i 2004 røg han for alvor ud i sit livs krise, da hans 25 år yngre kone, Sissel Kyrkjebø, pludselig forlod ham. Bruddet kom som et chok for Eddie Skoller, der havde valgt at nedtone sin egen karriere for at støtte konens internationale sangkarriere og ikke mindst passe deres to fælles børn.

Så da hun pludselig meddelte, at hun ikke ville mere, brød verden sammen.

- Jeg oplevede det som et klart nederlag, for jeg var sikker på, at jeg endelig skulle leve i et forhold, hvor mine yngste børn ville opleve, at de havde os sammen, så længe vi er på denne jord, siger den i dag 68-årige entertainer, der har været gift tre gange, har fem døtre og fem børnebørn.

- Jeg var så langt nede, at jeg efter skilsmissen slet ikke kunne forestille mig at finde kærligheden igen. Og jeg havde heller ikke behov for at vise, at jeg sagtens kunne score. Jeg fik ellers masser af henvendelser, måske også fordi man er en kendt person. Men hvor slutter den, de tror jeg er, og hvor begynder den jeg i virkeligheden er?

- Det var jo skønt nok for selvtilliden, men det var ikke det, jeg havde brug for. Jeg havde bare nok i at have børnene, siger han og forklarer, at både skilsmissen og andre mørke perioder i hans liv, har lært ham meget. Og i dag lever han efter mantraet: Man siger, tiden læger alle sår. Men tiden læger ingen sår, tiden går.

- Det er forfatteren Ib Michael, der har skrevet det. Og jeg mener, det er så rigtigt. Et af de største traumer, jeg har været ude for, var at miste min mor. Det er snart 20 år siden, men jeg har stadigvæk et sår, og det vil jeg altid have. Men i dag har jeg fået et andet forhold til såret, og jeg har fået en anden måde at leve med såret. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på min mor, og det har jeg det rigtig dejligt med. Men tiden har gjort, at såret i dag ikke gør ondt. Det er et sår, der er dejligt at vide, at jeg har og er en del af mig, siger han.

Ligesom med moderens død, blev tiden efter skilsmissen også nemmere og nemmere. Og særligt da Dorrit kom ind i hans liv, lysnede det.

Men der skulle alligevel gå flere måneder fra deres første møde, før kærligheden fik lov til at blomstre.

- Jeg turde ikke selv tage kontakt til hende, efter jeg mødte hende på min gåtur. Det er jeg alt for blufærdig til. Hun var betydeligt yngre, end jeg var, og det havde jeg i forvejen haft dårlige erfaringer med, siger han og trækker på skuldrene.

- Og så kendte hun til og med min datter Trine, så jeg turde slet ikke tænke på, hvad jeg ville gøre, hvis hun sagde: Hvad havde du forestillet dig, hallo?

I stedet valgte Eddie Skoller en anden taktik. Han tog Frida i snoren og travede nærmest dagligt rundt i kvarteret i håbet om at støde ind i Dorrit igen.

Men først tre måneder efter, var der bid.

- Jeg var på vej til skole med børnene, og pludselig stod hun der. Jeg sagde hej og fortalte, at jeg havde kigget efter hende, men hun havde haft travlt med at skrive en bog, fortalte hun. Og da jeg efterfølgende kom hjem, fik jeg en mail, om vi ikke skulle gå tur med de firbenede sammen en dag. Og så skrev jeg tilbage: Med eller uden de firbenede. Anytime, anywhere.

Eddie Skoller fandt samtidig ud af, at han ikke behøvede at bekymre sig om aldersforskellen.

- Der er en stor forskel på at møde hinanden, når man begge er modne mennesker. Dorrit havde på det tidspunkt været i et forhold i 26 år, og hun var også blevet forladt. Tro det om man vil, for jeg kan slet ikke forstå, at nogen kan forlade hende, siger han og slår nærmest demonstrativt ud med armene.

Men har Dorrit og kærligheden fået så godt tag i ham, at han tør kaste sig ud i ægteskab igen?

- Jeg synes jo ikke, at succesraten har været så god, og jeg er nok lidt forsigtig. Men kærligheden er der, og troen er der. Så nu må vi se.