I marts offentliggjorde Melanie Brown, at hun skulle skilles fra sin mand gennem 10 år. Den tidligere Spice Girl har efterfølgende anklaget sin mand for at have været utro med parrets tidligere barnepige. Nu viser det sig, at Melanie Brown måske ikke selv er helt uskyldig.

Parrets barnepige, Lorraine Gilles, påstår nemlig i forbindelse med en ny retsag, at den tidligere Spice Girl forførte hende, da hun var blot 18 år gammel. Derefter skulle de to angiveligt have indledt et seksuelt forhold, der varede i syv år.

Det skriver People.

Melanie Brown søgte tidligere i april et polititilhold mod sin eksmand, Stephen Belafonte, fordi hun angiveligt frygtede for sin egen og sine tre børns sikkerhed. I forbindelse med retssagen anklagede den tidligere Spice Girl, blandt andet sin eksmand, for at have været utro med parrets barnepige.

Barnepigen Lorraine Gilles mener, at Melanie Brown under retssagen har fået hende til at fremstå som en 'ægteskabsbryder, prostitueret og pengeafpresser'. Nu sagsøger hun derfor den tidligere Spice Girl for ærekrænkelse - og i den forbindelse har nogle slibrige detaljer set dagens lys.

Den tidligere barnepige maler nemlig et noget anderledes billede af sit liv med det skandaleramte par, end det Melanie Brown indtil nu har fremstillet.

Ifølge Lorraine Gilles mødte hun Stephen Belafonte og Melanie Brown tilbage i 2009, kort tid efter, at hun var ankommet til USA fra Tyskland. Hun påstår, at den tidligere Spice Girl 'forførte en naiv og nysgerrig 18-årig udvekslingsstudent med alkohol, berømmelse og afslappet sex’.

Den tidligere barnepige påstår blandt andet, at hun havde gruppesex med parret i deres hjem, blot få dage efter, at hun mødte dem første gang.

I forbindelse med retssagen har Lorraine Gilles udtalt, at hende og Melanie Brown udviklede et venskabeligt og seksuelt forhold til hinanden, som fortsatte i alle de syv år, hun var parrets barnepige.

Derudover påstår hun, at Stephen Belafonte ikke var til stede ved størstedelen af deres 'seksuelle møder, ‘ og at hun kun havde sex med Belafonte, når Melanie Brown inviterede ham til at deltage.

Lorraine Gilles sagsøger blandt andet Melanie Brown for bagvaskelse og krænkelse af privatlivets fred.