Taylor Swift minder om Cherilyn Horowitz i begyndelsen af filmen »Clueless.« Cherilyn er den rige, hvide pige, som er social chefballerina på sit gymnasium i Beverly Hills. Hun ved ikke meget om noget, men hun ved, hvordan hun skal fremme Cherilyn.

Dét er Taylor Swift.

Hun fejrer i disse dage tiårsjubilæum for sin første single, og hun kan fejre jubilæet som det p.t. formentlig største popnavn i universet. Hun regerer de sociale medier, hun dikterer sine krav til internettet, hun styrer det hele, og hun ved det. »Du kender mig ikke, men jeg er sikker på, at du gerne vil,« som hun synger.

Men det kniber med feststemningen hos Taylor Swift, for to verserende skandaler undergraver hendes offentlige image og giver os et sjældent kik ind i finmekanikken i den store stjernefabrik, og det er ikke nødvendigvis et kønt syn. Skandalerne involverer bl.a. Swift og eks-kæresten Calvin Harris, men også kendisser som Kanye West, Kim Kardashian, Katy Perry og Tom Hiddleston, og medier som TMZ og Celebuzz og de britiske tabloidaviser kan dårligt få vejret af ophidselse.

Alt sammen efterlader det indtrykket af en kvinde, som er blevet rigeligt belønet af tilværelsen, men som alligevel føler, at tilværelsen skylder hende mere. Og som konstant griber efter, hvad hun p.t. definerer som »mere« med en råhed, som ville gøre hende til den hurtigste vinder af Hunger Games nogensinde.

Hanrej musiktyv

Men først - lad os kort rekapitulere de to stridigheder.

Den ene strid handler om Swift og ekskæresten Calvin Harris, som er en sanger, producer og sangskriver, som sammen med Rihanna har haft aktuelle hits som »This is What You Came For« og »We Found love«. Harris var for 16 måneder siden en naturlig fangst for Taylor Swift, som tidligere har haft flings med stjerner som Jake Gyllenhaal og Harry Styles, og hun gav forholdet hele medie-armen med instagrammeret kys og halvnøgenhed på Costa del Kærlighed. I juni brød swift og Harris så op, og hurtigere end hybridnettet fløj hun i armene på skuespilleren Tom Hiddleston, som er favorit til at blive den næste James Bond, og nu er det de to, som giver den gas på strandbrederne og i Lady-og-Vagabond scener.

Men Swift ville ikke være Swift, hvis hun ikke både skulle have en ny flot prins og samtidigt dunke den gamle i møddingsafløb. I forrige uge lod hun sive, at det i virkeligheden var hende, som havde skrevet hele »This is What You Came For«. Og nu blev Harris sur. For han havde i mellemtiden fundet ud af, at Swift under deres forhold havde været ham utro med Tom Hiddleston - og det havde hele sladderpressen også - og Swift havde dermed ramt ham med en tre-i-en: Offentligt var han hanrej, vraget og nu også en gemen musiktyv.

Nok var nok, og i forrige uge udsendte han en Twitter-storm, som sluttede med svadaen: »Det er sårende, at hun og hendes folk vil gå så langt for at forsøge at stille MIG i et dårligt lys og så lige netop nu.« Hvis hun er lykkelig i sit nye forhold, hvorfor nyder hun så ikke det i stedet for at sværte mig til, spurgte han og fortsatte: »Jeg ved, at du ikke er på turne, og at du leder efter en ny at forsøge at begrave, som du gjorde med Katy osv. Men det er ikke mig. Jeg vil ikke tillade det.«

Med »Katy« mente han popstjernen Katy Perry, som Taylor Swift har gjort alt for at forsøge at  køre i kapellet, og Perry bakkede Harris op med et kort sofistikeret tweet: »Tiden: Den ultimativc sandsiger,« skrev hun, og da forrige uge sluttede, kørte Fox News følgende rubrik: »Er Taylor Swift i virkeligheden ond,« og britiske Mirror spurgte: »Er det slut med Taylor Swift?«

Men det kunne Taylor Swift formentlig have overlevet; Calvin Harris er trods alt en anden liga end hende - han er for den globale kendiskæde, hvad grev Ingolf er for kongehuset - men rapperen Kanye West og hans kone, Kim Kardashian, er noget helt andet. De kan skabe klik og knække internettet med chok og bar røv, og i sidste uge blandede de sig.

Taylor Swift havde spillet rigtigt tøsefornærmet over Kanye Wests tekst til videoen »Famous,« hvor han giver Swift en omgang og kalder hende et grimt ord, som rimer på »rich.« West afviste fornærmelsen og svarede, at Swift på forhånd havde godkendt sin inkludering i sangen, men hun nægtede at have talt med ham. I sidste uge offentliggjorde Kim Kardashian så en videooptagelse af den benægtede samtale, og ikke bare siger Swift her ja til at optræde som objekt i sangen, men hun lyder også lige så indsmigrende som en gelassen kommis.

Nu fremstod hun pludselig som en gemen løgner, og det var også, hvad Twitter dømte hende til at være.

Siden har andre kendisser blandet sig på begge sider, og det er uvist hvem, vinderen er, men det er sikkert hvem, taberen er, nemlig Taylor Swift. For hendes veltilrettelagte selvspejling er kakeleret, og den smukke, rige, hvide, succesfulde og supermediale popdronning fremstår nu som meget mindre end summen af alle delene.

De tre myter

Og alt sammen giver det anledning til at overveje de myter, som mennesker som Taylor Swift i en socialmedial tid kan spinne om sig selv.

For ud over sin musik har Taylor Swift baseret karrieren på tre myter. Den første myte er, at hun er en underdog, som har skullet krybe gennem en krydsild for at komme til tops - og det er en præmis, som den halve verden synes at have accepteret. For nyligt gik New York Times så vidt som til udnævne hende til »den udstødte pige, som blev en cool kid,« og det fik journalisten Gina Florio til at eksplodere hos sitet Bustle. Taylor Swift er ikke og har aldrig været en underdog, tværtimod har hun haft alle fordelene lige fra hun blev født. »Hendes far kommer fra tre generationer af bankdirektører, og hendes mor er finansrådgiver. Da hun var ti år gammel, kørte hendes mor hende troligt til karaoke-konkurrencer, og på sin 16 års fødselsdag fik hun en spritfunklende ny Lexus sportsvogn.« Sorte musikere fra den værste fattigdom, uden en far med forbindelser og uden en curlingmor med albuer som skruen på en Evinrude Vindicator bådmotor - de er underdogs. Taylor Swift er ikke. Hun er det modsatte. Hun er en priviligeret pige, som bliver markedsført på »fabrikerede falskheder om at være en underdog,« som Dayna Evans skriver hos Gawker.

Den anden myte er, at hun er feminist, som kæmper for alle kvinder alle steder. Og det er også noget vrøvl. Hendes feminisme er en særlig karamel-og-vanilje latte feminime, hvis definition af kvindekamp er kampen for at komme foran alle andre i køen på business class. Se f.eks. den stak af billeder, som hun offentliggjorde på de sociale medier efter sin nylige 4. Juli fest. Se på billederne - og hvad ser du? Meget smukke, meget hvide, meget rige, meget unge, succesfulde og storgrinende kvinder. Bortset fra en enkelt sort kvinde ligner det alt sammen en tonedøv reklame for en ny hudcreme, som kun virker på et meget snævert og uhandicappet segment og pigment, som kom til verden efter 1989. Det er Taylor Swifts univers - og sådan er det også, når hun på sine turneer byder andre kvinder på scenen med hende. Det er samme em af glamour, og som Dayna Evans påpeger - Lena Dunham fra »Girls« blev engang inviteret på scenen for at være sammen med Swifts entourage af supermodeller, radmagre blonde atleter og tårnhøje smukke musikere, og bagefter følte hun sig »sjældent fed og lille.« Og som Evans skriver: »Hvis en person som Lena Dunham føler sig sådan, så må andre unge kvinder betragte al denne ubesmittede perfektion og føle sig« endnu mindre, endnu tykkere og endnu værre. Eller som kritikeren og forfatteren Camille Paglie skrev i vinter - Taylor Swifts »ekshibitionistiske trang« til at bruge perfekte »venner og berømtheder som sin personlige staffage« er »en frastødende Nazi Barbie rutine.« Dermed - ironisk nok - fører Swifts påståede feminisme ikke til kvindelig empowerment, men kvindelig un-powerment.

Den tredje myte er, at hun er empatisk og kæmper for de små mod de store, og at hun ønsker at være venner med alle. Det er igen »en fabrikeret falskhed.« Med en parafrase over et mundheld om sikkerhedspolitik - for Taylow Swift er der tydeligvis ikke venskab og fjendskab, kun interesser, og hendes interesse er hende selv. Evans citerer fra en nylig koncert, som hun var til med Taylor Swift, og her fortalte Swift de hujende unge piger i salen, at hun gerne ville være venner med dem, men at der var to regler for deres venskab. Swift rakte »en afbidt negl lakeret med guldpolish i vejret … for det første skal I kunne lide mig, og for det andet - og så rakte hun finger nummer to i vejret - skal I have lyst til at være sammen med mig.« Venskab var tydeligvis for Swift en ensrettet trafik, i hendes retning, og venskab handlede om hende.

I tvivl? Se genspil Taylor Swifts disputs sidste år med den sorte rapper Nicki Minaj, for her fik den nydelige facade en grim revne hen over de bløde farver. Minaj og andre sorte kunstnere blev som sædvaneligt overset ved nomineringerne til en fin musikpris, mens Taylor Swift som sædvaneligt fik i pose og sæk. Minaj tweetede: » Når 'andre' piger kommer med en video, som slår alle rekorder og influerer kulturen, så bliver de nominerede.«

Det var - som Nosheen Iqbal skriver hos Guardian - en vigtig debat om musikindustrien, race og feminisme, men »Taylor Swift kunne naturligvis ikke forestille sig en debat, som var større end sit eget ego, og hun blev straks fornærmet.« Hun skrev i en tøset tweet: »Jeg har ikke gjort andet end at elske og støtte dig...« Minaj svarede igen: »Jeg sagde ikke noget om dig, Taylor … Men du skal sige noget om det her.«  Swift ignorerede igen elefanten i cyberspace og tweetede: »Hvis jeg vinder (MTVs video-pris, red.), så kom op til mig på scenen.«

Taylor Swift pakkede med andre ord Nicki Minaj ind i et cellofan af sine myter og viste sig som en ven - »hvis jeg vinder, så kom op på scenen til mig.« Og hun ignorerede det egentlige, det prekære, det åbenbare spørgsmål om race, og hun lukrerede på, at Nicki Minaj som så mange andre ikke skulle nyde noget af at lægge sig ud med hende.

»Gudindens fald«

Sådan er det gået i ti år. Taylor Swift har en swiftcentrisk opfattelse af solsystemet, og hun har haft held til at sælge den opfattelse - og sine tre myter - til en taknemmelig verden.

Men de seneste uger er et Kopernikus-øjeblik, som vender elementerne om, og som en af hendes fans nøgternt skriver på Reddit: Det er på tide at holde op med »at opføre os som 12-årige tweens,« som naivt tror, at hun er »en ufejlbarlig gudinde.« Det er hun ikke. Derimod er hun en af de stjerner, som måske allerdygtigst - allerbedst eller allerværst - har vist, hvordan man via sociale medier kan skabe noget, som er lige så luftigt og gravitationsstridigt som mediet selv og gøre sig til et overmenneske.

Men  - naturkræfterne vinder til sidst - og det er historiens happy ending.