Simon Jul: Sex skræmte mig første gang

Se hans private billeder

Simon Jul har aldrig været i tvivl om, hvem hans forældre er. Derimod var han i tvivl om, hvorvidt sex var en gentagelse værd.

Af Simon Riedel

Simon Jul

Født 1977. Komiker, skuespiller, musiker og radiovært på Radio24syv med programmet ’Halløj i betalingsringen’. Kendt fra tv-programmerne ’Banjos likørstue’ (2001) og ’Torsdag i 2’eren’ (2002), spillefilmen ’Slim Slam Slum’, ’Mørk og Jul på Zulu’ og meget andet. Er lige nu aktuel med musikalbummet ’35’.


Min ven brækkede nakken

 

Jeg har lige udgivet pladen ’35’, og den har været nogle år undervejs. En stor del af pladen er indspillet i 2006, hvor jeg spillede med bandet Den Franske Revolution. Der skete det tragiske, at den fantastiske guitarist Thomas, som jeg dannede bandet med, uheldigvis brækkede nakken og blev lam fra halsen og nedefter. Det slog mig ud. Han hoppede på hovedet i Skanderborg Sø ved Skanderborgfestivalen og ramte åbenbart noget i vandet. Jeg blev simpelthen så ked af det på Thomas’ vegne. Så der gik lang tid, før jeg tænkte: ’Hvad skal der ske med vores band?’ Men nu udkommer pladen snart – der er releasefest og koncert i Pumpehuset 3. december.

Jeg satsede på sort tøj

 

Her er jeg som 14-årig begyndt at lægge an til langt hår og cottoncoat-stil, efter jeg var begyndt at få tøjpenge. Jeg satsede på kun at købe sort tøj, ligesom Metallica i ’The Black Album’, en plade, som har betydet uendelig meget for mig. Jeg var meget inde i at læse fantasybøger, praktisere rollespil og høre heavy metal – altså total tryllerock. Jeg boede dengang i Himmelev ved Roskilde.

Aldrig i tvivl om forældre

 


 
Her sidder jeg i barndomshjemmet, Vejlby Præstegård, netop den gård, som Steen Steensen Blichers ’Præsten i Vejlby’ udspillede sig i. Jeg er ca. et år gammel og ganske utilfreds – min far har altid været god til at tage billeder af mig med besynderlige ansigtsudtryk. Jeg sidder helt sikkert i en hjemmebygget barnestol, min ingeniør-far stod bag, og er helt sikkert hjemmeklippet.

Syv måneder var jeg, da jeg blev adopteret til Danmark fra Korea. Med den opvækst, jeg har haft, har jeg aldrig været i tvivl om, hvem mine forældre var. Nogle gange spørger andre mig: Har du besøgt dine rigtige forældre? Jeg svarer: Ja, det har jeg, de bor i Roskilde. Så jeg har aldrig været i tvivl, undtagen måske da jeg var teenager og rasende kunne råbe: ’I er heller ikke mine forældre!’

Det må have været svært for mine biologiske forældre at sende et barn af sted, også selvom det var af kærlighed. Jeg ved, hvor jeg får kærligheden, støtten og styrken fra, og hvis jeg forsøger at finde mine biologiske forældre, kan det måske være forfærdeligt at rode op i en historie, som aldrig skulle have været fortalt. Måske er man resultatet af et sidespring. Måske et forkert produkt af en datter og søn.

På fjeldet med Slayer

 

På en af de utallige familieture på fjeldet i Norge valgte jeg som sur teenager ikke at tage naturrigtigt tøj på, men hellere min H&M-jakke med rygmærker, Slayer- og Megadeath-mærker. Det, mente jeg, var det rigtige at gå i fjeldet med. Til hverdag brugte jeg meget tid på mit værelse med at male rollespilsfigurer, rulle rigtigt dårlige Bali Shag-cigaretter og høre tryllerock.

Hvad skal vi stille op?

 

Som barn lavede jeg mange ting, jeg var kun fem år, da jeg begyndte at gå til klaver – måske mine forældre i afmagt tænkte: ’Hvad skal vi stille op med ham?’ Siden spillede jeg violin og trommer. Jeg havde det sjovt, elskede at klæde mig ud, og min far byggede en bus i gangen i hjemmet. Det foregik ved at lave to rækker stole. Han arbejdede som ingeniør hos BASF, og jeg var stolt, hvergang jeg så et kassettebånd med det navn.

En fed koreaner

 

Jeg klarede gymnasiet uden at være flittig, det var mere spændende at spille musik, gå i byen, drikke bajere, ryge fede og køre på min Puch Maxi. Jeg måtte ikke bore eller hakke den, i stedet malede jeg den guldfarvet, og min far hjalp mig med mekanikerarbejdet. Dengang skød hormonerne ind og jeg blev bare tykkere og tykkere i gymnasiet. Jeg ved ikke, om man kan forestille sig, hvordan en knallerts lasteevne har haft det med fragte en meget fed koreaner op ad bakken i Roskilde. Det var mere larmende end effektivt.


Hun var langtfra gelinde

 

 

Min ungdom i en nøddeskal var, at jeg altid var forelsket, men samtidig var jeg den tykke, sjove dreng i klassen, som pigerne gerne ville snakke med, mens fodbolddrengene fik ’the honeys’. Først da jeg blev 18, fik jeg en kæreste. Men faktisk fik jeg taget min mødom, kort før jeg blev 13. Jeg syntes, det var sådan en forfærdelig oplevelse, at jeg ikke kunne snakke om det. Fodbolddrengene pralede gerne med, når de havde været til fest og havde givet ’finger’, og de lod være med at vaske sig før om mandagen.

Pigen var ældre, 15 eller 16. Det var et ungdomsroderi, hvor vi tumlede rundt. Hun var ikke gelinde, men sagde: ’Kan du få stiv?’ Og så flåede hun i mine bukser og sagde: ’Kom nu, så kan du se mine patter.’ Hun var en af ’de store piger’, så jeg tænkte bagefter, om jeg mon var med i en Rifbjerg-bog? Jeg blev på det allergroveste anvist, hvad der skulle ske. Jeg syntes, det var spændende, men også så skræmmende, at jeg ikke fortalte andre om det dengang. Rigtig sex sagde mig ikke meget et stykke tid efter, men det var da interessant at kigge i pornoblade.

Her er jeg (foto t.v.) med min første el-guitar, jeg fik i konfirmationsgave, men desværre fik jeg ikke også en forstærker, og det tror jeg var med vilje. Det var måske for voldsomt for mine forældre, for jeg havde tidligere haft en basforstærker.